- Vipse´s alvor

Der eksisterer en historie om, at jeg har været anholdt til en demonstration og været fængslet i et døgn i detentionen, sammen med min datter.

Det er ikke sandt!

Og hvor ville det være rart hvis den slags tåbelige historie ikke opstod, eller hvis der var tvivl, at man spurgte mig direkte!

Min kontakt med de instanser – for jo, jeg har været i detentionen på Amager, dengang jeg boede der, fordi min læge havde praksis i den gamle politistation og hans gynækologiske undersøgelsesrum var i det der dengang det fungerede som politistation var detentionen.

Endvidere har jeg en del kontakt med Station 1, efter jeg blev udsat for identitetstyveri tilbage i december 2009, den sag er endnu ikke afsluttet. Jeg modtager stadig krav fra de firmaer, som der er købt på kredit hos, i mit navn.

Endvidere har jeg været indkaldt som vidne i en retssag, fordi jeg kom i kontakt med en syg mand via internettet. Dem er der mange af. Han sidder fængslet nu og det er jeg glad for!

Og sidst men ikke mindst har min datter haft tilkaldt politiet i forbindelse med at hendes far anvendte non-verbal kommunikation i deres samvær.

Jeg har også fået et par parkeringsbøder – for at være helt ærlig!

Og så har jeg været på Christiania en dag hvor der var politirazzia, hvilket sker ofte, men ikke engang hundene gad komme i nærheden af mig. Jeg arrangerer pt. en koncert derude og har været medarrangør af et oplæsnings arrangement, derfor er jeg ofte på Christiania.

Håber sandelig det kan være med til at sætte tingene lidt i rette perspektiv, for dem med en lidt for livlig fantasi!

Nyd sommeren, kære alle sammen!

/VIPse

210710

Hvordan man får fuldtidsarbejde, enlig mor til tre børn og en bunke andre aktiviteter til at kunne lade sig gøre, uden at få stress.

Lidt for historie.

Jeg stod pludselig, selvvalgt, men ikke gennemtænkt, i den situation, at jeg stod alene med tre børn.

Jeg kom fra et forhold, hvor jeg ingenting kunne gøre godt nok eller rigtig, og derfor havde jeg trukket mig fra alt der mindede om husligt arbejde – jeg var nærmest ægtemanden, der kom hjem fik middag og derefter forsvandt begravet i arbejde igen.

Mine tre børn klappede jeg venligt på håret engang i mellem, når de kunne komme i kontakt med mig.

Rent historisk har jeg endvidere været vant til at det var manden der stod tidligt op, lavede morgenmad og madpakkerne – så jeg kunne i min vildeste fantasi ikke forstille mig det kunne være anderledes.

Nu stod jeg så der, med ansvaret for tre børn.

En lettere panikfølelse spredte sig, for hvordan gør man det, uden at opgive sit eget liv og samtidig have mulighed for at være en nogenlunde ordentlig mor.

I starten lavede jeg lister, lister med tidspunkter og opgaver, en dag kunne se sådan ud:

Lav morgenmad og madpakker

Kør børn i skole

Gå på arbejde

Hent børn fra skole

Kør barn til svømning

Gå til møde

Hent barn til svømning og kør barn til gymnastik

Køb ind

Hent barn til gymnastik

Støvsug

Lav aftensmad

Læs godnat historie for barn.

Forbered dig til i morgen

Tag opvasken

Skriv for s.....

Osv.

Ofte fik jeg kun sovet 2-3 timer i døgnet.

Næste trin blev, hvordan minimere jeg aktiviteterne.

Mine børn flyttede skole, så jeg ikke skulle hente og bringe i samme omfang.

De stoppede til nogle af deres fritidsaktiviteter – den ene på en lidt voldsom måde, da vi brugte et forår og sommer ind og ud af sygehuset med knæskade og flere operationer. Det satte en stopper for svømningen.

Som forstærkede den konflikt der allerede var med faren til børnene og hans brug af nonverbal kommunikation i forhold til et af børnene, hvor den ene ikke ønskede samkvem af den grund, da han var begyndt at benytte den form for opdragelse igen efter bruddet. I forvejen var der massiv psykologhjælp og et terapeutisk forløb i gang i Dialog Mod Vold, mellem far og datter – jeg deltog i et forsøg på at få løst divergensen i opfattelsen af samkvemsaftaler og forældreansvaret. Aftalen blev, stik mod mit ønske – da jeg mener at selvom man er gået fra hinanden er man forælder 24/7, når man har sat børn i verden og hvis den ene part vil have lov at sige fra overfor sin rolle som forælder, har den anden et endnu større ansvar, da børn ikke kan stå uden forældre, selvom de har lagt andre planer, når børnene f.eks. bliver indlagt på sygehuset eller verden bryder sammen, så har børn krav på forældre der smider hvad de har i hænderne.

Den opgave ligger, med den samkvemsaftale der kunne indgås, hos mig alene.

Hvad det har haft for mig på det personlige plan, vil jeg slet ikke komme ind på her, for mine børn stor trives når de er hos mig og det er prisen værd.

Tilbage til hvordan det så er lykkedes.

Vi boede i et mit sommerhus, isoleret fra omverden, lidt for lidt plads, opvarmning med brændeovn, som betød at uret skulle sættes til kl. ca tre, når det var frostvejr, for at der ikke skulle være iskoldt når vi vågnede om morgenen.

Vi ville alle sammen gerne væk derfra.

Min datter blev optaget på et gymnasium i Nordsjælland, på trods af den store afstand, men pga. hendes karakterer og elevprofil.

Rektor ringede og spurgte hvad jeg havde tænkt mig?

”Jeg havde tænkt mig at flytte tættere på!” svarede jeg overbevisende og hun blev optaget.

Det gjorde vi så! Flyttede til Nordsjælland – i en lejlighed med et værelse til hvert barn og ikke mindst – CENTRALVARME. En fantastisk sidegevinst ved at flytte tilbage til civilisationen er, at børnene igen kan have venner i fritiden, hvilket ikke kunne lade sig gøre, både tids eller afstandsmæssigt.

En indtægt, en lejlighed og et sommerhus! En finanskrise! Økonomien blev umådelig stram.

Efter et halvt år lykkedes det mig at sælge sommerhuset, med et relativt stort tab, men alligevel anbefalet af bankrådgiveren og det eneste fornuftige, at komme ud af den binding.

Derfor bor vi nu til leje, hvilket giver en elastik i økonomien pga. den udmærkede ordning med boligsikring.

Jeg skrottede den gamle bil, som var ren udgift til værkstedet, hvor den hele tiden var ind og ud og leasede en i stedet. Det giver overblik over udgiften til det at have bil og er langt billigere end tog og buskort, til mig selv og tre børn. Endvidere ville jeg for intet i verden opgive min transportmæssige fleksibilitet.

Og så køber jeg ind en gang om måneden. Fylder skabene med ris, pasta, dåsetomater, tørrede bønner, mel osv.

Fylder fryseren med kød og frosne grøntsager.

Fylder køleskabet med spegepølse, pålægschokolade, æg og gær mm.

Og grøntsagsskuffen med primært rodfrugter.

Det betyder at der altid er mad i huset og jeg undgår stressfaktoren med at skulle købe ind dag for dag.

Jeg er ikke typen der laver madplaner og det er en by i Rusland med faste madtider – men man kan altid lave et eller andet på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet.

Vi er et hus fuld af allergikere, hvilket betyder at færdig retter og halvfabrikata ikke eksistere – alt brød er hjemmebagt og jeg kommer stadig ofte vildt sent i seng, fordi der lige skal bages boller til i morgen. Mælk får vi importeret fra Frankrig – gedemælk UHT behandlet, så det står heller ikke på den daglige indkøbsliste, det eneste vi køber ud over det månedlige indkøb er frugt og grøntsager, som salat ol. Det er både afstressende og en ualmindelig økonomisk måde at få det til at fungere på.

En anden lille detalje jeg har opdaget, nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde, men det kun at have kontanter er endnu et ultimativt spareråd.

Jeg som altid har kørt kortet, aldrig havde en krone på lommen, er blevet tilhænger af kontanterne – årsagen til, at jeg lærte det er en latterlig kriminel handling jeg er blevet udsat for, nemlig identitetstyveri – og efterfølgende fjernelse af mine pinkoder fra postkassen, så jeg aldrig fik pinkoden til mit nye Dankort og efter tre forsøg opgav og begyndte på kontanternes univers – ingen tvivl om jeg skal have Dankort med pinkode igen en dag, men det kommer lige pludselig og når idioten er holdt op med, at tømme min postkasse, for udvalgte breve.

Det var et lille indblik i hvordan det kan lade sig gøre at få det til at hænge sammen, med både en travl hverdag, børn og en lorte økonomi, uden at det tager fokus fra det vigtigste – at få det bedre, både mor og børn.

/VIPse

PS. Det eneste der kunne få mig til at gå ned med stress, var det faktum, at mine børn i perioder har mistrivedes i en grad, som jeg næsten ikke kunne håndtere - og årsagen dertil har været iskold og utilnærmelig - han har flere gange udtalt i spidssituationer, at jeg var klar til indlæggelse, fordi jeg kunne finde på at bryde grædende sammen over hele situation og ikke mindst bede ham om hjælp til, at tage sig af sine børn!

PPS. Nu er det op til statsforvaltningen og de børnesagkyndige, at afgøre forældremyndighedsforholdene, samt fastsættelse af samkvem og børnebidrag, jeg gider ikke slås mere, om at få det til at fungere på en nogenlunde hensigtsmæssig måde og få det til at se pænt ud på overfladen.

Med udgangspunkt den ulykkelige begivenhed der har været ude på Amager, hvor en tidligere MGP børne grandprix deltager, sandsynligvis har slået sin tilsynsværge ihjel, kan jeg ikke tie stille.

Det er dejligt at børn i dag tør mere, ikke er bange for at sige noget eller stille sig op synge og dramatisere. Det må ingen tage fra dem.

Men hele dyrkelsen af stjernedrømmene og som den eneste vej til at blive til noget, er helt ude i hampen og ude af trit med det der er virkeligheden, børnene burde leve i.

Jeg som ellers er i mod forbud af enhver art, bliver mere og mere tilhænger af at børn helt skal ud af konkurrencer på TV – det gør mig helt ondt jeg betaler licens til, at børn får smadret deres liv, pga. helt fordrejede forestillinger om et liv.

Vi ser det i et koncept udviklet af Christiane Schaumburg Müller, som netop hedder stjernedrømme, hvor børnene kommer og danser og får gode råd, tips og vejlening om stjernelivet. Selvom der sikkert ligger en del omsorg i forhold til, at børnene ikke skal knække nakken og især have en god dag, tænder det drømmen om, at det kan lade sig gøre og risikoen for de får netop den mulighed som pejlemærke i deres liv, kan fjerne fokus fra hvad livet ellers er.

SFO´er og klubber hjælper godt på vej, ved at arrangerer MGP konkurrencer og ligende aktiviteter. Måske skulle de hellere bruge kræfterne på at lære pigerne at lægge make up og gå ordentligt i de høje sko – som børn i princippet slet ikke burde gå med, men når nu de gør, ville det være en god ide at lære dem teknikken – for uden omsvøb, så er et par højehæle ren magt for en kvinde. I stedet for at opildne dem til at stå og vrikke med rumpen, mens drengene spiller fodbold eller er forsanger i bandet. Så giv dem små tips til, hvordan man begår sig som kvinde.

Bag med dem, lav hjemmelavede ansigtsmasker og få en stylist ud til at give vejledning om situationsafstemt påklædning, få en skuespiller ud og lær dem om attitude og kropssprog.

Få dem til at grine og tro på sig selv.

Det er de færreste der laver en Sidney Lee eller Christiane Schaumburg Müller.

Og endnu færre der kan klare når opmærksomheden er væk igen – det må tiden vise med de to, jeg har nævnt her.

Dem der virkelig vil og har noget at byde på, skal nok komme igennem med budskabet uden at blive hjulpet på vej af hverken TV, Børnestjernehjælpekoncepter, Storcenter happenings og SFO/ klub sang og dansekonkurrencer.

Så stop nu forh........ al den stjernedyrkelse og lær dem, at leve i stedet for!

/VIPse

120510

Sådan lykkes det –

Ikke den lykkelige men gode skilsmisse for børnene.

Det handler om tilsidesættelse af egne behov. De voksnes behov.

Det er helt umuligt at styre andres reaktioner, men man kan styre sine egne og dermed påvirke sine omgivelser til at få udviklingen i den retning man ønsker den.

Jamen hvad så med følelserne, vil den kritiske læser her sige.

Følelserne skal sættes til side og lukkes ud andet steds end overfor situationen, til gengæld skal man være så sikker i sine mål, at man reagerer omgående og korrekt i situationen.

Børn har brug for en fast base hos en af forældrene, glem alt om lige deleordninger, de er kun skabt til egoistiske forældre. Børne har bedre af en fastlåst og rigid samkvemsordning end en ligelig fordeling – til gengæld, hvis forældrene er deres opgave voksen er en fleksibel ordning en af de bedste for børnene, ikke forstået på den måde at de kan skalte og valte mellem hvilken forælder de vil være hos, men set som at de naturligvis deltager i arrangementer på tværs af familier uanset hvis weekend det lige er og at teenageren i høj grad selv bestemmer alt efter hvor det er mest praktisk for barnet at være. Med små børn er det at foretrække at forældrene finder ud af at passe børnene for hinanden, så de ikke skal være hos forskellige barnepiger – men det kræver en høj grad af samarbejde og at man blander sig uden om, hvad det er eks partneren skal, samt at begge forældre har holdningen – en gang forældre altid forælder 24/7 –ellers bliver der hurtigt ulighed i den form for samarbejde og man hænger fast i gamle mønstre og fastlåser hinanden i det parforhold der var engang.

I og med at børnene bør have en fast base, skal de af loven fastsatte beløb tilkomme bopæls forælderen og indgå i dennes økonomi. De underlige ordninger jeg hører om med konti oprettet til børnene osv. lugter langt væk af mistillid til hinanden som forældre og et forsøg på at fortsætte kontrollen af hinanden og dermed fortsætte parforholdet.

I forældreansvarsloven står det beskrevet hvad forældrene skal samarbejde om efter et brud. Det kan vel forventes at begge parter følger det? Det er ikke til diskussion, ligesom betalingen af børnepenge, naturligvis også er udenfor diskussionsområdet. Derfor bør det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen eller statsforvaltningen til afgørelse i de sager.

Hvis ikke en skilsmisse skal koste mere end højest nødvendigt for børnene, skal de voksne påtage sig deres ansvar og er det den ene part der enten egenrådigt har valgt at gå eller har brudt tilliden i forholdet ved f.eks. at være utro – så hviler hovedansvaret på den part, for at få det til at fungere og det koster i den grad tilsidesættelse af egne behov for bekræftelse gennem en ny kæreste eller voldsomme ændringer i børnenes hverdag – i hvert fald på en gang – det er voldsomt nok for dem, at deres forældre skilles ad og de skal lære at leve med savnet.

Får den anden derfor hurtigt en ny partner, må man selv, som den der har forvoldt bruddet, holde igen og vente til der er faldet ro på.

Her skal man ikke klappe i hænderne af alt de kommer hjem og fortæller om det de ser. Man skal lade dem undre sig, være glade for det de er glade for og brokke sig over det de vil. Lyt og hvis de har et alvorligt problem med noget der sker i den andens hjem, skal man blande sig, præcis som man ville gøre, hvis en pædagog eller lærer overskred barnets grænser. Men gør det med gelinde og kun når det er virkelig nødvendigt, ellers har børnene ingen skade af at se flere måder at leve livet på, det er kun en fordel og husk på at der er en grund til du ikke længere er sammen med din tidligere partner – i passede ikke sammen, derfor vil jeres liv naturligvis bevæge sig i forskellige retninger.

Det er vigtigt at beskytte børnene mest muligt og lade dem se realiteterne i øjnene i deres eget tempo, samt være fuldstændig ærlig om sine følelser overfor eks´en, men lade dem forstå at det er helt naturligt og i orden at de stadig elsker den anden forælder. Det handler om at skille voksen og børneliv ad, uden at bilde dem et eller andet langt ude ind, som kan få dem til at gå rundt i forestillingen om, at det sker måske en dag at far og mor igen bor sammen, hvilket stort set er alle børns ønske også selvom de godt kan se at både far og mor måske trives bedre hver for sig. Så skal det ikke være en mulighed – for ellers skulle I være blevet sammen!

Det kan opnås på to år og med et afskyelig grimt cykelstativ på altanen, som bonus ;-)

/VIPse

Kvinder – tvang, ligestilling og frivillighed.

Der er noget der stritter dybt og inderligt i mig, når talen falder på at kvinder skal favoriseres ved valg til bestyrelser i erhvervslivet og andre topposter.

Jeg føler mig nedgjort på en måde og tænker umiddelbart, at jeg under ingen omstændigheder ville have en superpost, fordi jeg er kvinde. Jeg vil have den fordi jeg er velkvalificeret og dygtig.

Hvis vi ser lidt historisk på det er vores, kvindernes, tid ude på arbejdsmarkedet ikke lang.

Det er kun for alvor ca. 30 – 40 år siden, at det blev mere almindeligt med en kvinde der arbejder udenfor hjemmet, end det modsatte. I den menneskelige bevidsthed og omstillingsevne er det lige under 2 generationer.

Den slags markante omvæltninger er mennesket langt længere tid om, at tilpasse sig og det ser vi jo med al tydelighed, hvilket der ikke er noget mærkeligt i da store forandringer tager et par generationer at implementere.

Det vi skal passe på lige nu er ikke at skade den udvikling der er i gang, ved at forcere udvikling, som der også historisk og i sær i nyere tid er utallige eksempler på, hvor galt det kan gå. Jeg tænker f.eks. på Grønland og demokratiseringen af mellemøsten? Det er ikke ligefrem med stolthed vi kan se på de projekter!

Hvis vi stikker fingeren i jorden et øjeblik, så kommer de.

Forbillederne vi kan spejle os i.

Jeg har et bud på hvilke forhold vi skal være opmærksom på, for at få det til at lykkes. For det gør ikke noget vi tænker os om og lægger en langsigtet strategi for udviklingen.

Først og fremmest skal kvinderne selv være mere realistiske i deres forestilling om hvad de kan. Der er ingen tvivl om at kvinder er mindst lige så dygtige og intelligente som mænd. Den diskussion er ikke engang værd, at bruge kræfter på. Der er ingen tvivl om at kvinder generelt set ikke skal hjem og tilbage til kødgryderne, børnepasning og et ensomt og indelukket liv, som det er, at være hjemmegående i det samfund vi har skabt og det liv vi lever. Vi hverken kan eller skal gå tilbage i evolutionen.

Jeg har før været inde på langt større fleksibilitet på arbejdsmarkedet og vil her nævne forhold jeg mener bør indgå i særligt kvindernes overenskomster på arbejdsmarkedet, for jeg mener faktisk der skal være forskel på overenskomster for mænd og for kvinder – med udgangspunkt i den viden vi ligger inde med i forhold til særligt vores børns ve og vel. For det er dem der er hovedet på sømmet i forhold til de vanskeligheder kvinderne møder i forhold til deres gang på arbejdsmarkedet. Som samfund skal vi sikre alle borgeres maksimale muligheder, derfor skal børnenes behov også medtages i en vurdering af hvordan vi indretter samfundet bedst muligt.

Som udgangspunkt vil det være en fordel for både kvinderne og børnene, hvis kvinderne får børn mens de er helt unge og helst mens de er under uddannelse. Det er det nemmeste i forhold til både at kunne varetage børnenes behov og leveringen af arbejdes indsat på arbejdsmarkedet.

Man er ikke på samme måde forpligtet overfor et studie, som overfor et arbejde. Man er yngre og ikke helt så fastlåst i sit liv, hvilket betyder at barnet/ børnene bliver en betingelse, en faktor man har med og tilpasser sig, uden at det bliver helt så forskruet som når en 35 årig får sit første barn og indfører voksentid og barnetid og arbejdstid og jeg ved ikke hvad?

Sætter man børn i verden er man forælder 24/7 resten af sit liv!

I dag anser vi det nærmest som en psykisk lidelse, hvis man får børn når man er under 25. og vi laver fjernsynsudsendelser om fænomenet og forargelsen over den egoisme de her forfærdelige unge mødre udviser, sidder I og svælger i, uden at I kan se jeres egen egoisme er langt større og mere ødelæggende for jeres børn end de unge mødres børn, som faktisk lærer lidt mere om livet som det er, end den lyserøde fantasiverden mange børn vokser op i.

Tilbage til hvordan arbejdsmarkedet kunne indrettes for, at tilgodese fleres behov.

Vi kunne starte med at anerkende værdien af det arbejde der udføres. For det er ikke noget kald at arbejde med de humanitære og omsorgsfulde dele af livet, som pædagog, lærer, hjemmehjælper, sygeplejerske og socialrådgiver, ol. Det er en vigtig og fundamental funktion for at samfundet hænger sammen og fungere. Anerkendelse ligger ikke i klap på skulderen eller ekstra ferieuger – den ligger ene og alene i lønnen.

Økonomi er magt og anseelse, at påstå alt andet ville være at stikke sig selv blår i øjnene, hvilket kvinder desværre er alt for gode til, de jubler og klapper i hænderne i det øjeblik der er en der siger ”Du er god nok” og så går de smilende på arbejde dagen efter, uden at kny. Kvinder lever af den ros de kan skrabe sig til rundt omkring.

I samme kategori er pensionen – det hænger ganske enkelt ikke sammen at kvinder ikke sparer den samme pension sammen som mændene – det bliver helt gammelkommunistisk tankegang der render gennem min hjerne, når jeg tænker på hvordan den kunne løses. For grundlæggende mener jeg at både kvinder og mænd som udgangspunkt skal klare sig selv og levere den samme indsats for at få det samme. Men leverer en kvinde på barsel ikke en indsats for samfundet?

Det skurer også i mine ører at det så er hendes partner og kvinden der skal indgå et aftale om deling rent økonomisk, for det stiller enlige kvinder i en temmelig uheldig situation. Men måske kunne man sige, at kvinder der levede i et fast parforhold og de vælger at sætte børn i verden, skal lave en økonomisk ordning hvor de optjener den samme pension – altså allerede der deler lige i porten, med ansvarlighed overfor det valg man må formode de sammen har truffet? Kvinder der så af forskellige årsager er blevet alene, får en højere barsels ydelse og dermed en højere pensions opsparing? Ville det kunne lade sig gøre? At der blev taget individuelle hensyn.

Så er der barns 1. sygedag, som nu for offentlig ansatte også omfatter barnets 2. Tanken er at man må blive hjemme til anden pasning er fundet. Et faktum er at børn har allerbedst af og bliver langt hurtigere raske, hvis de er hjemme og sammen med nære tryghedspersoner. Virkeligheden er at rigtig mange bedsteforældre, enten arbejder eller er på pensionistrejser og ude og realisere sig selv og derfor ikke står standby, når børnebørnene er syge.

Små børn er syge og det er de ofte – i en kort periode af deres liv. Set i forhold til et helt arbejdsliv er det ingenting. Hvis forældre havde mulighed for at blive hjemme til børnene var raske, ville der spares mange andre sygdomsperioder for medarbejderen og ikke mindst ville stressniveauet og arbejdsglæden stige markant. Det behøver vist ikke engang blive nærmere forklaret hvad det kunne betyde for virksomhederne på lang sigt. NOVO nordisk lavede en fleksibel ordning på et tidspunkt, netop i forhold til børnssygdom – det var en succes. Derudover er der nu på det offentlige lukket op for individuelle vurderinger i forhold til graden af sygemelding – et skridt i den rigtige retning, at man vurderer hvilke arbejdsopgaver den sygemeldte kan varetage alligevel – det samme kunne gøres i forhold til børn og sygdom. Mine egne har både været med til eksamen og ligget i et hjørne med en dyne og pude, når der var noget jeg ikke ville gå glip af på min arbejdsplads. Det kræver især at børnene indgår som en naturlig ting i livet og ikke er vant til at være afsat til børnetid, med massiv børneunderholdende aktiviteter fra forældrenes side.

Hvis arbejdspladserne oplever at det ikke er noget problem at de ansatte slæber deres børn med på arbejde, er de vist ikke så tunge at danse med. Naturligvis er der jobs børn ikke kan komme med på, men sådan vil der altid være særtilfælde.

Barselsorlov, tjah, børnene har behov for deres mors opmærksom og nærvær minimum det første leveår – men har de behov for en mor der vandrer rundt derhjemme?

En gang i mit liv har jeg prøvet det – være hjemmegående, 1 år – det gik ok, men kun fordi jeg havde 2 børn hjemme og derudover var involveret i en masse andet – men jeg kunne slet ikke forlige mig med ideen om at være degraderet til en bollebagende rengøringsvanvidskone, for det var sådan andre så mig og jeg følte jeg skulle kæmpe for at blive bare en lille smule anerkendt, som andet end og kun en mor. For gu´ er børn dejlige, men jeg kan ikke dyrke dem som små afguder og gå op i hvilken babymad der giver tyndskid eller alt det andet vigtige der er at gå op i i den forbindelse. Mødregruppe prøvede jeg naturligvis også i en meget kort overgang – men det var ikke rigtig mig. Ellers har jeg, med de 3 børn jeg har, aldrig været på barselsorlov – de kan til gengæld deltage i enhver situation og holde deres mund når de skal – for de er heller ikke blevet afleveret i institution, andet end når det var tvingende nødvendigt. Til stor irritation og diskussion med mere end en pædagog, om hvor vigtigt det var med stabilt fremmøde. Men jeg fik dem altså ikke for at aflevere dem og hvis pædagogerne gør deres arbejde godt nok, kan de sagtens håndtere børn der ikke er institutionaliserede, selvom de er lidt mere besværlige – for de græder når deres mor går og når de andre slår eller tager deres legetøj.

Jeg har været studerende i alle de år mine børn var små, hvilket betød, at da jeg trådte ud på arbejdsmarkedet var jeg en nogenlunde stabil arbejdskraft, med den ustabilitet alle forældre har af syge børn på de mest ubelejlige tidspunkter. Men igen kan en del af det klares med at tage dem under armen og medbringe dem.

Hvis jeg var arbejdsgiver ville jeg aldrig ansætte en kvinde der ikke havde fået børn, men var i den alder hvor det ofte sker, netop når de er nyuddannede.

Sådan som arbejdsmarkedet ser ud nu, risikere kvinderne i den grad at blive sorteret fra.

Det skal der ikke lovgives i mod – det skal kvinderne selv tage ansvar for – ellers fastholder de sig selv i en form for uselvstændig ubehjælpsom position. Og så er det lidt svært at tage dem rigtig alvorligt.

Kort sagt mener jeg at rigide regler om barselsorlov og sygefravær, hele fremmedgørelsen af det, at have børn og at kvinder opfattes som en minoritetsgruppe er helt hen i vejret.

Det burde vi kunne gøre bedre - KVINDER!

/VIPse

180410

Så behøver den vist ikke være tilgængelig mere ... men kort sagt har jeg trykket mig fra samarbejde vedr. Poesi På Staden i løbet af denne uge.

/VIPse

090410

Hver gang jeg går fordi en af de hjemløse der står sælger deres blad, rammes jeg af en form for dårlig samvittighed.

Fordi jeg altid går forbi og takker nej til at købe deres avis.

Jeg har den allerstørste lyst til at komme med forklaringen på, hvorfor jeg gør det.

Det er nemlig ikke fordi jeg ikke har lyst til at give en skilling og noget af flovheden ligger i, at jeg helt bestemt ligner og udstråler at jeg sagtens kunne gi´.

Forklaringen jeg ikke disker op med overfor det enkelte menneske der står der og udstiller sin egen elendighed og samfundets skamplet, er netop fordi jeg mener det er usmageligt og pinligt at velfærdssamfundet, overhovedet tillader eller nej, vil have siddende på sig at vi har en gruppe medborgere, der ikke kan findes en plads til.

Husforbi salget viser i den grad hvordan hele det socialenetværk og psykiatrien, spiller fallit i deres ensretning af og krav til udsatte grupper.

Grundlæggende mener jeg, som sagt før at den enkelte er ansvarlig for sit eget liv og skal klare sig selv, men det er en realitet at det ikke er virkeligheden.

Og det er netop det jeg med glæde betaler min skat til, at vi ellers er et samfund der bryster os af, at drage omsorg for vores borgere – ville de så bare påtage sig det ansvar og ikke efterlade mig med dårlig samvittighed, når nu jeg ellers yder alt det jeg kan og skal som borger i DK.

Heldigvis er jeg ikke sunket så lavt, som den nydelige mand i jakkesæt jeg så en dag inde foran TIVOLI, hvor han skulle give udtryk for sine holdninger overfor den lettere sagesløse hjemløse. Jeg tror dybest set han var enig med mig om mange ting, den pæne mand, men pænheden kunne ligge på et meget lille sted, da han åbnede munden og jeg var glad for han ikke var min partner. Så havde jeg sgu bedt ham om at stikke den hjemløse en højlydt undskyldning eller også var han nok ikke min partner ret meget længere.

Heldigvis har Københavns kommune søsat et forsøgsprojekt for et par måneder siden, hvor deres socialrådgivere går ud til klienterne, der netop ikke magter at indfri de krav der er om at møde op til bestemte tider osv.

Det er da et skridt i den rigtige retning!

/VIPse

090410

Rummelighed går i sin enkelhed ud på at man kan rumme andre mennesker, deres tanker, reaktionsmønstre og måde at være på. At man kan respektere dem for dem de er.

Det er tidens tendens. Vi skal være rummelige.

Men jeg tænker på, hvis jeg skal være rummelig overfor andre – skal de være det samme overfor mig.

De skal respektere mig, som den jeg er.

Det er en del af rummeligheds kravet – det kan ikke kun gå den ene vej.

Hvordan udmønter det sig så.

Lige i øjeblikket og som en udvikling siden engang i 70´erne, 80´erne og 90´erne, hvor børnene i skolen fik tudet ørerne fulde med at ham der kastede med bordene og tæskede løs på de andre børn – havde det hårdt derhjemme, så de skulle tage hensyn og vise forståelse.

Vend den anden kind til – begrebet blev udmøntet i levende live.

Og halleluhja hvor det gik godt. Den dårlige samvittighed blandt de ellers velfungerende unger voksede i takt med rummelighedens indtog.

Nogle af dem sulter sig selv, som en form for selvstraf og føler ikke de er gode nok til hverken det ene eller andet eller de pisker rundt og pleaser Gud og hver mand omkring dem – løber livet af sig selv i forsøget på at gøre det hele godt nok. Og her findes både kvinder og mænd – ligestillingen har sejret på det punkt.

En anden tendens vi har set vokse op er hadet. Fremmedhad, fedmehad, tiggerhad, homohad - you name it. Had til grupper der er svage eller anderledes på den ene eller anden måde.

Jeg har selv engang oplevet en kvinde, pæn og nydelig dame – hidse sig helt vildt op over jeg kom først i krydset ved næste kryds rullede hun vinduet ned i arigskab og svinede ”mig” til eller ikke mig, det hun var gal over var at jeg kørte i en gammel bil?? Logikken kunne godt nok ligge på et meget lille sted i hendes argumentation, men hun kom da af med noget irritation over gamle biler i gadebilledet – jeg var jo ikke nok med, at jeg var et miljøsvin, sørgede jeg også for at være en visuel skamplet i bybilledet?? Jeg syntes ellers min orange LADA var meget nuttet og pæn :-) De samme aggressioner har jeg ikke været udsat for i nyere biler – og kvindens reaktion var ikke den eneste jeg oplevede de par år jeg kørte i denne skønne oldnordiske bil.

Til gengæld kan jeg sagtens se logikken i reaktionerne, både selvhadet og den kroniske dårlige samvittighed, samt hadet til minoritetsgrupper.

Vi har jo som sagt lært, at vi skal acceptere hvad som helst og det må der nødvendigvis komme en reaktion på.

På en eller anden måde, i al sin usmagelighed mener jeg at den udadreagerende reaktion er langt sundere end den der vender indad …

fordi

Vi skal ikke acceptere folk, som har en adfærd der er grænseoverskridende.

Vi skal ikke undskylde at ham der bliver slået af sin far derhjemme og hvis mor drikker eller for den sags skyld mennesker med anden etnisk baggrund – sviner os til eller tæsker løs på os, når de føler sig chikaneret eller bare har en dårlig dag.

Og samtidig skal vi – for vi skal være rummelige, alt andet ville være en skændsel for os som moderne og udviklede mennesker. Det er her hele paradokset eller kunsten ligger.

Linien ligger i undskyldningen – det er her grænsen trækkes.

Man skal ikke selv undskylde sin adfærd med alle mulige grunde, for så har man i samme åndedrag sagt at man ikke vil gøre en rygende skid for at være med til at ændre på situationen og hvis man konstant undskylder andre menneskers adfærd, hæver man sig over dem og accepterer dem ikke som en del af fællesskabet eller fuldgyldige medmennesker.

Men det er jo sådan at vi skal være her alle sammen. Røvhullet og den søde pige. Tyveknægten og præsten. Luderen og forstads fruen. Drankeren og Mohammed.

En oplevelse mere jeg vil dele fordi den sætter tingene lidt i perspektiv – i en skoleklasse er der en gruppe elever, naturligvis. En af de elever ryger.

Og helt seriøst mente flere af eleverne, at det var i orden ikke at ville arbejde sammen med denne elev – fordi eleven røg – vel at mærke i frikvartererne og derhjemme – læreren spurgte lidt ind til det med en vis undren – de ikke rygende elever mente at de var i deres gode ret til at lukke den rygende elev ude af arbejdsfællesskabet, fordi det jo er usundt at ryge – med en smule parodi over det og et par obskure eksempler, kunne de godt se det fuldstændig idiotisk i det. Pyha, tænkte jeg, som var den omtalte lærer.

Samtidig er det er godt billede på hvad der sker i samfundet, som sådan.

Vi dømmer andre ud fra handlinger, som dybest set ikke vedrører os og det er den skelnen vi skal lære at kende, hvis rummeligheden skal blive en realitet.

For havde selvsamme elev presset de andre til at begynde at ryge eller på anden måde været ubehagelig og voldelig, havde det været helt på sin plads, at den øvrige elevgruppe ikke ville arbejde sammen med den elev. I det tilfælde ville det være i orden at tage afstand, men ikke uden at sige det var det, det handlede om.

En vigtig essens i at få rummeligheden til at lykkes, er netop,ærligheden og åbenheden.

De fleste af os er udstyret med en rimelig empati og når tingene er sagt højt, tager de brådden af mange misforståelse.

Misforståelse og ukendskab er roden til hovedparten af de konflikter og det had der opstår.

Hvordan vi når derhen er et godt spørgsmål, men jeg håber da at vi er på vej – jeg startede med at give folkeskolen skylden med deres forståelses halleluja pis – tendens er i dag en anden, så der er da håb forude.

Opskriften er, at der bliver skabt et rum hvor alle er ligegyldige. Og at der skal være respekt for alles særheder.

Sjovt nok oplever jeg at særhederne indskrænkes og falder til jorden efterhånden som de bliver lagt frem i lyset og respekteret, så bliver de knap så vigtige at hage sig fast i. Det er nemlig det der sker, når vi føler os truet på vores integritet – vi laver et fort, hvor vi forsøger at bekæmpe al fremmed indtrængen.

Det resulterer i nogle virkelig grimme ansigter og episoder vi får at se rundt omkring, på blogs, arbejdspladser, i medier, i familier og blandt venner og bekendte.

Og i den politik landet fører, sådan helt generelt.

/VIPse

080410

Så stik jeres hellige miljøpis op et vist sted -

Jeg hylder individualismen og det personlige frie valg!

Og med de ord vil jeg indlede dag nr. 2 - jeg sov lidt for længe og måtte derfor kaste tøj på kroppen og en hurtig elastik i håret - glemme alt om make up og morgenmad ... fantastsk, men min egen skyld!

Toget 05.15 nåede jeg og skiftede uden problemer på hovedbanegården til regionaltoget, der var lige så tomt som i går og jeg fik drukket min kaffe, lagt en perlemorsneglelak og læst lidt i "Ud & Se". Det er slet ikke så skidt at sidde i et tog.

1 min senere end i går, ankom toget til næste omskifte station ....

Og jeg så røven af bussen svinge ud fra busholdepladsen ....

Pisselort!!

/VIPse

PS jeg nåede på arbejde til tiden, takket være en der var i bil og var så venlig at slå et slag ind forbi stationen, da jeg greb min telefon og klagede min nød!

Dejligt!

Dag et med DSB, tog og bus – jeg frygtede det og endnu engang blev frygten sat til vægs.

Alt kørte helt efter planen. Der var masser af plads, ja, faktisk var vi så få at vi kunne have været i en stor TAXI – og den tilbagelagte strækning taget i betragtning – var det virkelig billigt sluppet.

På morgenturen kunne jeg stille og roligt sidde og file mine negle, mens morgenkaffen blev indtaget akkompagneret af en brændende smuk solopgang, hen over de danske forårs marker.

På turen hjem, passede det så desværre sådan at bussen kom ind samtidig med at toget det kørte.

I ventetiden fik jeg i samarbejde med pigen bag skranken på billetkontoret, fundet de rigtige zoner og jeg blev udstyret med et lille klippekort, som skal klippes ved ud og hjemrejse. Langt mere komfortabelt og billigere end i dag, hvor jeg købte både busbillet og sms- billet.

Da jeg kom ud derfra blev jeg mødt af en medarbejder i orange tøj, som straks kom mig i møde og bød mig en kop kaffe i form af en kupon.

Han fulgte mig helt op på perronen og vi snakkede sammen. Da jeg så ville tænde en cigaret var han der omgående og bød mig en af sine egne.

Vi talte videre om vind og vejr og jeg fik lyst til at udløse kaffekuponen, hvilket jeg naturligvis informerede om. Han kiggede på mig og sagde bliv endelig stående og han sprang afsted efter en kop til mig.

Vi snakkede videre, da han kom tilbage og han bød mig endnu en cigaret jeg venligt tog i mod.

Inden jeg steg på toget havde jeg både fået at vide jeg var sød og meget smuk og hvis jeg får brug for nogen form for hjælp – have pudset mine vinduer eller what ever, skulle jeg endelig bare ringe på det nummer han afleverede til mig, sammen med sit navn.

Vi gav hinanden hånden og jeg takkede for hyggelig snak, kaffe og cigaretter.

Hjemturen gik uden en eneste forsinkelse!

Hva´ faen er det de brokker sig over?

DSB yder da kundeservice ud over det sædvanlige!

/VIPse

Vågnede op her til morgen, på min første dag som katolik.

Nogle af de spørgsmål der har rejst sig fra omverden i den forbindelse i månederne op til har været på den ene side utallige og på den anden helt utrolig ensrettede.

Er jeg så blevet mere hellig? Næh, ikke mere end jeg var før.

Overlader jeg nu ansvaret for mit liv i Guds og troens hænder? Næh, jeg tager mindst det samme ansvar som jeg gjorde før og måske endda endnu mere.

Og så har jeg hørt helt fantastisk meget på andre folks manglende tro – fuldkommen ateistisk og latterliggørende og ja, så er der jo lige det der med de pædofile, om jeg virkelig stod indenfor det? Gu´ gør jeg da ej, syns og har altid syntes at overgreb, især mod børn, er afskyelige og skal straffes hårdt – men en håndboldspiller holder vel heller ikke op med at synes godt om spillet fordi der er en træner et andet sted i landet der er en af den slags idioter? Og I sender jo også stadig jeres børn i daginstitution, selvom der også der er pædofile overgreb, fra tid til anden. Men jeg har da helt klart valgt det helt rigtige tidspunkt at melde mig ind, hvis det var diskussionerne om berettigelsen til at gøre netop det, jeg søgte – det var det så ikke – for der er intet at diskutere, det er mit personlige valg – et valg der blev truffet efter mange års irritation over den protestantiske kirkes ligegyldighed og det med at man lever i kronisk levende lidelse og kun venter på at den befriende død skal indtræffe.

Katolikkerne har et lidt andet syn på den sag – langt mere livsglæde og festlighed.

Og anerkendelsen af, at vi dumme mennesker er syndige og dummer os igen og igen – det er menneskets lod og det eneste vi kan stræbe efter er at gøre det lidt bedre – men derfor skal vi jo ikke gå rundt og være triste hele tiden, af den grund.

Hvis nu man leger med tanken med at Gud er alles far – så ville det være en fuldstændig vanvittig forestilling, hvis vi bruger os selv som forældre, som billede og for at gøre det hele lidt mere jordnært – det vanvittige ville være, hvis vi satte børn i verden, med det ene formål, at se dem lide gennem hele livet – vi håber da på, når vi foretager den fuldkommen egoistiske handling, at sætte børn i verden, at de får det godt, klare sig godt, bliver lykkelige osv. jeg kender i hvert fald ingen forældre der jubler når deres kæreste eje har begået drab eller selvmord eller bliver indlagt med depressioner eller kommer ud i et misbrug eller bare falder og slår sig i skolegården.

Så, at jeg valgte at konvertere, var en stor, men nok en af de nemmeste beslutninger jeg nogensinde har taget.

Mit fundament og værdigrundlag bygger på et kristent livssyn – det er der ingen tvivl om.

Derfor var en udmeldelse af folkekirken, uden en erstatning ikke en mulighed.

Sekter af enhver art er slet ikke mig – jeg tror virkelig ikke på at man kan få et bedre liv ved at skifte navn, spise en eller anden underlig kost eller gennemføre obskure ritualer, udspundet af en eller anden menneskehjerne.

Ideen om, at det måske skulle være katolik er oldgammel – helt tilbage fra mine teenage år – i november, var jeg så et smut i folkekirken og syntes det var dybt latterligt med præsten der stod højt hævet over mig og talte ned til mig, belærte mig om hvordan jeg skulle leve? Som om han var højere hævet end mig!?!

Derfor kontaktede jeg en katolsk præst og fik en snak med ham om, hvordan jeg så på det hele og Luther med.

Det var det.

Inklusive nogle flere samtaler, om jeg nu mente det og så går jeg til messe. Shit, jeg følte mig virkelig dum i starten :-)

I går, påskelørdag nat, kirkens genfødsel og den dag man kan blive lukket ind. Blev jeg optaget ved et smukt ritual.

Hvis jeg kort skal beskrive følelsen af den beslutning jeg tog og i øvrigt var ret enig med præsten om – så er det lidt ligesom at komme hjem!

Men det ændre intet ved min måde at leve eller tænke på – for jeg har altid haft den tankegang!

/VIPse

PS: En af de ting jeg undervejs kom frem til var, at alle de såkaldt ikke troende, Jantelovsudøvere, i den grad lever op til den protestantiske tolkning af kristendommen – så, hallelujah – der er ikke noget at sige til I holder liv i en mere eller mindre halvtom kirke, med en præst, der hver søndag, kan stå og brokke sig, over alle dem der ikke kommer i kirken – sjovt, nok ligger det jo netop i den retning, at troen er en meget privat ting, så hvad brokker de sig egentlig overhovedet over?

I den mere seriøse ende, blev jeg endvidere også enig med mig selv om, at kirke og stat burde skilles ad – så det er et frit og personligt valg, om man vil sætte sine ben i en kirke. Det er uanset hvordan man vender og drejer det, grænseoverskridende, at alle nyfødte børn skal registreres på et kirkekontor i en folkekirke, når den administration lige så nemt kunne ligge på et kommunekontor, hvilket ville virke langt mere naturligt og respektere Grundlovens fine ord om trosfrihed.

040410

Aldrig har vi før, som nu klistret diagnoser på os selv og hinanden. Brugen af ordet psykopat og udråben hinanden til sindssyge i flæng trives i bedste velgående.

Men hvad er den af, er vi blevet et samfund fuld af folk med psykiske sygdomme eller er danskerne bare blevet langt mere intolerante end de hidtil har været?

Som et lille spring vil jeg tage udgangspunkt i strafferetten, som bygger på grundloven, og formålet for folkeskolen. En lidt sjov sammenblanding, men jeg vil forsøge at bringe dem sammen til noget forståeligt.

Ifølge strafferetten er man uskyldig indtil andet er bevist og enhver forvaring er med henblik på forbryderens forbedring. Altså hermed er der indlagt en forsikring for det enkelte menneske om at det også, stort set uanset hvad er og skal være en del af samfundet. Samt at samfundet som hovedregel har en grundlæggende tro på det enkelte menneske.

Ifølge folkeskoleloven skal vi, der arbejder der og dem der vælger deres børn skal gå der, sørge for at eleverne er i stand til at deltage i samfundet som demokratiskeborgere. Folkeskolen skal være en form for afspejling af samfundet og netop give børnene de grundlæggende redskaber for at kunne deltage, samt lære dem at vi alle sammen skal være her, på godt og ondt.

Mener dem der vælger privatskole tilbud så ikke, at deres børn skal deltage i samfundet, eller?

Og hvad med forældre, der vil have deres eget barn i centrum og tilrettelagt undervisning kun for deres barn og i øvrigt vil have indflydelse på undervisningens indhold, hvem der skal smides ud af klassen og hvem der skal undervise deres børn?

For lige at afværge de værste angreb, kan vi være enige om at voldelige og adfærdsmæssigt grænseoverskridende elever skal isoleres fra deres klassekammerater, i kortere eller længere perioder, af hensyn til de øvrige elevers sikkerhed, men i den grad også for at lære dem, at det er fuldstændig uacceptabel adfærd, som netop afføder en ”forvaringsstraf”, til adfærden er ændret.

Vi har som bekendt ikke dødsstraf her i landet, i meget grove tilfælde af direkte landsforræderi kan folk landsforvises, men ikke slås ihjel. Det ville også være et moralsk paradoks på den ene side at straffe folk for mord og så selv slå dem ihjel, det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Af en eller anden grund har borgerne i Danmark udviklet sig til, at agere som om de vil både landsforvise og indføre offentlig bespotning, selv af børn – spørgsmålet er hvorfor?

Mine betragtninger bygger ikke på andet end mine egne observationer og konklusioner deraf og jeg tager udgangspunkt i folkeskolen, som afspejler samfundsudviklingen helt godt.

Børn i dag er mindst ligeså dejlige og møg umulige som børn altid har været og skal være, det vil jeg starte med at slå fast.

Samtidig har vi fået flere og flere børn der ikke kan rummes i klasselokalet og som forældregrupper indkalder til forældremøder om, fordi de ikke kan acceptere deres børn udsættes for de børn og at skolerne ikke tager ansvar og gør noget ved det.

Vi får flere og flere børn og for den sags skyld også voksne, med diagnoser af forskellig art. særligt er diagnoserne i autisme spektret i stærk fremgang, ADHD, Asberger osv. det er børn der reagerer på forandringer og bruger uforholdsmæssigt mange kræfter på det socialesamspil.

Jeg har altid førhen været modstander af at diagnostisere tilsyneladende normalt begavede børn, men har ændret mening til en vis grad, fordi jeg kan se det er en hjælp for børnene selv og deres omgivelser. Men sygeliggørelsen af store grupper af befolkningen, mener jeg er en alvorlig glidebane.

En diagnose kan være en et hjælperedskab til, at skabe sig et fornuftigt og indholdsrigt liv, men bestemt også en velkommen undskyldning for det modsatte – ligesom jeg ser en risiko for, at de ikke bliver taget alvorligt af dem der omgiver dem, fordi de jo er syge i hovedet!

Hvis man ser lidt objektivt på det, kan det ikke være en sandhed at ca. 33% af den danske befolkning er syge i hovedet og ikke fuldgyldige medmennesker og samfundsborgere. For det er ca +/- den andel af folkeskoleelever vi kan påklistre div. diagnoser.

Hvor ligger problemet så?

Det ville være nemt at sige det var forældrene, det er det jo sådan set et eller andet sted også. Men det er også lærerne, pædagogerne og så videre.

Hvis vi træder indenfor i en klasse en morgen – vi kan starte helt inden barnet kommer i skole om morgenen.

”Hvad vil du have til morgenmad, hvad vil du have på af tøj, vil du se TV eller ikke, hvad vil du have med på madpakke, i morgen skal du være hos far, hvis du har lyst eller nej, du skal og vil du helst på SFO eller med hjem til GurliMarie?” En bunke valg bliver barnet udsat for. Og det er fint børn har medbestemmelse og man lytter til dem, så længe det er alderssvarende og ikke for meget. Lyt til dem og træf en beslutning, det er den gode forælder. Inden de når ud af døren er barnet både træt og overstimuleret.

Henne i skolen bærer mor eller far tasken ind i klasselokalet, kommer faktisk ofte lidt for sent og er uanfægtet af at undervisningen skal i gang. Læreren eller skolen opsætter så nogle regler, som de alligevel ikke kan eller vil håndhæve. For første gang, måske først anden gang, de låser døren ind til klasseværelset kl. 8.00 – ryger forældrene op på skolenskontor, til skolebestyrelsen eller lokalTV og klager over den urimelige behandling deres små poder udsættes for.

Læreren og skolensledelsen bliver usikre og tilbagetrækker og undskylder.

Det foregår faktisk sådan nogle steder, andre steder har skolerne trukket linierne op og smider børnene ud og hjem for et godt ord, de fralægger sig ansvaret fuldstændig for barnets opdragelse.

Begge dele er lige skidt.

For med folkeskolens formålsparagraf ligger ansvaret implicit begge steder.

I gamle dage var det meget nemmere og her er der en sandhed. Det der var nemmere var, at der herskede en fælles forståelse for, hvordan børn skulle opføre sig – de skulle makke ret og indpasse sig. Hvilket gjordet meget nemmere at være både barn, forælder og voksen. I rigtig mange tilfælde og i andre en del sværere.

Jeg kan godt lide tanken om at man rent faktisk lytter til børnene og deres behov.

Men det er ikke barnets behov, at skulle bestemme og tage stilling til verden som en voksen. Det kan de ganske enkelt ikke, det er deres hjerne ikke udviklede til hverken rent neurolgisk, biologisk eller erfaringsmæssigt.

I forhold til folkeskolen og sådan set også helt generelt, ville det være en vej frem at man anerkendte hinandens kompetence områder og rettede ind uden at stille spørgsmålstegn ved alting. Så hvis nu læreren siger, at børnene skal være der til tiden, så skal de det og det er forældrenes ansvar at sørge for det.

Hvis nu læreren siger at forældrene skal give barnet hue, vanter og gummistøvler og en sundere madpakke, er forældrene i deres gode ret til, at bede hende blande sig uden om.

Hvis forældrene fortæller læreren, at hun skal undervise efter en anden bog, skal læreren bede forældrene om at blande sig udenom.

Jeg syntes f.eks. at det var meget forvirrende engang jeg sad med min datter på sygehuset og lægen spurgte mig om, hvilken behandling jeg syntes var den rigtige – det burde han da vide??

Lige præcis her tror jeg, der er en pointe i vores behov for diagnosticering og afstandtagen fra alt det vi ikke lige kan forholde os til hos andre mennesker.

Vi skal træffe en bunke valg, som vi overhovedet ikke er kompetente til. Det gør os bange og usikre.

Hvis man tænker på en hund, der er bange og trængt op i en krog, så er det nærmest barnelærdom, at hvis hunden bliver usikker bider den.

Af lidt omveje kom jeg frem til min pointe, håber jeg – det er usikkerhed og angst, der gør at vi nærmest panisk skal have kategoriseret alt omkring os eller tager afstand fra det og hinanden.

Er det sådan et samfund vi ønsker??

Når det i virkeligheden er dødhamrende provokerende enkelt, hav tillid til hinanden og tro på, at de andre sikkert gør det godt nok og hvis du selv kan stå indenfor det du gør og laver, er det vel dybest set ligegyldigt hvad naboen gør, så længe det ikke er kriminelt og strafbart.

/VIPse

PS. Husk i øvrigt, at anmelde det, hvis du bliver bekendt med den slags, for samfundets og din egen samvittigheds skyld. Fordi det er pinligt og uklædeligt, at folk kan blive både overfaldet og voldtaget uden at en eneste griber ind overfor det.

200310

Noget om ægteskab set fra mit perspektiv.

Et ægteskab, skal være på godt og ondt, i medgang og modgang og for livet.

Hvis ikke man kan sige ja til det, skal man lade være med at misbruge kirkens rum og præstens tid på, at udleve sin prinsesse for en dag drøm.

Et ægteskab skal kun brydes der, hvor kontrakten mellem mand og kvinde ikke er til at reparere, hvis vreden, mistilliden og hadet kommer i mellem dem og ikke kan heles. f.eks. pga mental forstyrrelse eller utroskab, enten ved kønslig omgang med tredjepart eller ved anden form for brud på den enhed, som manden og kvinden skal udgøre.

Personligt er det for mig ikke nødvendigt, at stå der i en drøm af en kjole og have en kæmpe skare af folk til, at se på. Det er ikke et skuespil der skal spilles efter et perfekt skrevet manuskript, men noget vigtigt, der i virkeligheden foregår mellem manden og kvinden der vælger at smede sig sammen i Guds åsyn.

At man måske så får lyst til at fortælle det til hele verden er en helt anden sag, men selve handlingen, ritualet, meningen med det er, et personligt anliggende. En tillidserklæring om at man vil være der, og være mere end en til at bære verden på sine skuldre.

Har man allerede der en formodning om at et parforhold kun holder til man går ind i næste fase af livet, bør man nøjes med at indgå registreret partnerskab, så man sikrer børn og fælles ejendom bedst muligt ved et brud.

Vælger man derimod at gifte sig, sådan rigtig, er det helt naturligt at økonomien bliver fælles – dine penge er mine penge og omvendt. Hvem der tjener dem, bør være fuldstændig lige meget og går man ud fra man ikke skal skilles og alligevel ender der, er det naturligt man deler lige over, fordi det har været en del af den fælles aftale, hvem der tjente pengene og hvem der måske gik hjemme. Medmindre den ene part er gået ind i ægteskabet med langt bedre økonomisk ballast end den anden, så bør man være stillet som da man kom ind, sådan cirka.

Til den snak der har været om, at det er urimeligt, at en kvinde der har levet af de penge manden tjente og ikke selv har tjent nogen, at hun så står i en ulige økonomisk situation, ved evt. skilsmisse – mener jeg at det er underkendelse af kvindens intelligens, at forestille sig, hun ikke kan bygge et fornuftigt liv op uden mandens penge – igen, og som en lidt bitter side bemærkning er det kvinder der mener det. Hvem er det lige der undertrykker hvem??

I øvrigt kunne det omvendte i lige så høj grad være tilfældet, men det nævner disse kvinder intet om!

Personligt ville jeg hellere leve på en sten, end blive forsørget af en eksmand – det ville jeg finde så nedværdigende som noget næsten kan være – heller være rigtig luder så. De tjener da i det mindste deres egne penge og klarer sig selv.

Har man fået børn sammen, bør det være i begge forældres interesse at sikre børnene rent økonomisk, alt andet er ligefremt idiotisk – men i øvrigt ofte det der strides om, hvor latterligt og infantilt det så end er.

Det var så lidt om ægteskab og skilsmisse set ud fra mit perspektiv.

/VIPse

150310

Er børn en menneskerettighed??

Kvinderne bliver ældre og ældre når de får børn. De vil have det hele ud af livet, det kan man vel næsten ikke bebrejde dem, men jo ældre kvinderne bliver, des større bliver behovet for kunstigt fremstillede børn, ganske enkelt fordi kvindernes fertilitet bliver ringere som årene går og det er der måske en god grund til?

At en del ældre kvinder bliver kunstigt befrugtet åbner helt naturligt spørgsmålet for grupper af befolkningen, der ellers har været helt afskåret for at sætte børn i verden. Homoseksuelle, singler og ja, måske nonner begynder, at ville have børn, for man kan jo sagtens sige at de ikke har været i seng med en mand, ved kunstig insemination.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at de tænker ”hvis de må, så skal jeg også have lov” det virker logisk og drejer debatten ind på om homoseksuelle, singler osv. kan varetage forældrerollen.

Jeg synes det er en ubehagelig diskussion og min eneste logiske konklusion, bør være at kunstig insimination, ikke burde finde sted.

Kvinderne kan få børn når deres krop er parat til det og de kvinder der vælger en karriere og selvdyrkelse indtil de ikke gider mere og får lyst til, at prioriterer anderledes, må tage konsekvensen og leve videre uden børn, hvis de ikke kan få nogen.

Det et valg og alle valg medfører som bekendt et fravalg.

Måske, hvis kvinderne var yngre og ikke i detaljen havde planlagt børnenes ankomst, ville de føde helt naturligt og ikke som det er nu, at de vælger kejsersnit, fordi de er bange for det gør ondt og de ikke kan kontrollere det der sker. Det er til fare for barnet og risiko for komplikationer, som der altid er ved operationer. Men det er de ligeglade med.

Skal vi virkelig betale en helvedes masse i skat, for at en masse egoistiske selvcentrede kvinder, som små forkælede børn, kan få det som de vil have det og ikke mærke konsekvensen af det der er livet. Det gør ondt at føde børn, men det har kvinder levet med lige siden Eva fik sin førstefødte og de kvinder der ikke kunne få børn, fik ikke nogen.

En diskussion om hvem der er egnede som forældre er helt ude i hampen, for forældre der får børn er egnede til opgave og sikrer mangfoldighed i befolkningen – netop fordi de ikke er særlig udvalgt til opgaven.

/VIPse

150310

Lidt om barsel, omsorgsdage og pension.

Vi har efterhånden fået nogle barselsregler der stort set ligner noget der til gode ser børnenes behov, for tæt kontakt i deres start på livet, men 2 år havde været bedre.

Der opstår dermed et endnu større problem for kvinderne, rent økonomisk – vi opsparer ikke en pension tilsvarende mændenes. Det sås tydeligt i forbindelse med udbetaling af den særlige arbekjdsmarkedspension sidste år, der var en del kvinder der fik et latterligt lille beløb og ja, vi kunne lave ordninger, skrive en masse dokumenter med den mand vi har fået dem med, men i det ligger der to problemer – kvinder der får børn alene og påtager sig ansvaret for det, opnår ikke den mulighed og endvidere gør det kvinden økonomiskafhængig af manden – i 2010 virker det på en eller anden måde helt forkert.

Den del forsøger man så at udligne ved at tvinge mændene hjem og passe børnene – ligelig fordeling, ligesom listerne med fordeling af opgaverne i hjemmet, som er så latterlige. Igen overtræder man den personlige frihed og det frie valg, for både mænd og kvinder.

Jeg skal ikke sige et ondt ord om de forhold hvor manden vælger at gå hjemme og passe hus og hjem – det er op til det enkelte parforhold og hvis man som kvinde godt kan lide manden med forklæde på, så fred være med det – men jeg ved det ikke er alle der har det på den måde.

Når jeg snakker med kvinder, der enten er tæt på at skulle starte op på arbejde igen eller lige er begyndt – de er fuldstændig rundtosset, har det skidt, får dårlig samvittighed og tænker mere på barnet der skal passes og opdrages af fremmede, end de tænker på deres arbejde, hvilket jeg synes er helt positivt.

Det er ikke kvinderne der er over pyldrede, overfølsomme eller ikke kan give slip, de følger bare deres helt naturlige instinkt, for at beskytte deres afkom.

Den reaktion fortæller med tydelighed at der er noget galt ved at de skal aflevere børnene. For de flestes vedkommende 37 timer plus transport så det nærmer sig 45 timer om ugen eller mere.

Det er utopi at forestille sig kvinderne skulle hjem og stå bag kødgryderne igen, så vidt jeg ved, var det kun i 50érne og 60érne, at den lille drøm nærmest blev udlevet, ellers har kvinder altid knoklet samtidig med de havde børn.

Det kan undre mig at man ikke indretter arbejdspladserne, så der er langt større fleksibilitet.

Det skulle være muligt at blive hjemme ved barns sygdom, ikke kun 1- 2 dage, men under hele sygdomsforløbet, det skulle være langt mere almindeligt børnene kom med på arbejde, de dage de var for trætte og uoplagte til at komme i institution – i det hele taget en større grad af ophævelse mellem privatsfæren og arbejdslivet. Det vil helt klart kræve en anden opfattelse af børnene, de skal lære at opføre sig ordentligt og ikke være i konstant fokus i samværet med deres forældre. Jeg vil ikke her bruge tid og plads på at snakke om børneneopdragelse. Men som børneneopdragelse er i dag, forstår jeg ganske godt at arbejdsgiverne helst ikke ser at børnene kommer med – for forældre kan ikke udføre et stykke arbejdet, mens deres børn er tilstede.

Hvordan mon de fik mad på bordet i gamle dage efter der var kommet børn i farvandet i de små hjem??

Inden jeg slutter vil jeg lige nævne en evig irritation, som jeg uanset adskillige argumenter ikke kan se den logiske fornuft i.

Hvorfor skal job som pædagog, lærere, dagplejemor, social og sundhedshjælp – you name it – være så lavt lønnet??

Og det værste er at kvinderne selv holder fast, i at deres løn da er god nok – i virkeligheden burde de være nogle af de højest betalte jobs, eftersom det er det, der i sidste ende kommer til at redde samfundets røv.

Ikke en eneste ville nedlade sig til eller kunne se logikken i, hvorfor de skulle hjælpe deres gamle mor engang ude i fremtiden – hun afleverede jo også sine unger og lod nogle andre om det beskidte arbejde – jeg kan slet ikke få dårlig samvittighed over at tænke sådan, kan du??

/VIPse

150310

Så kører debatten igen. Og jeg tænker kommer de aldrig videre.

Som om det nogensinde løser noget som helst at der kommer flere mænd i daginstitutionerne og i skolerne, når det er derhjemme drengene mangler mandlige forbilleder.

Mænd der er mænd og tør være det.

Historisk set har kvinderne altid taget sig af børnene, indtil de nåede en vis alder.

Herefter tog far over i forhold til drengene og slæbte dem med ud på manddoms prøver, der passede til det samfund de befandt sig i og det der nu engang krævedes af en mand.

Forvirringen er i dag fuldstændig.

Skal far nu lære sin søn at strikke, skifte ble og tude som en tøs? Skal han tage ham med ind i fædrebasisgruppen, hvor de kan sidde og hækle, mens de blir´ enige om, at kvinderne undertrykker dem?

Problemet er at drengene ikke rigtig får taget en uddannelse i øjeblikket og det skulle så være manglen på de mandlige forbilleder i skolen og institutionernes skyld?

Hvornår forstår de mon, at børn og deres udvikling er forældrenes ansvar, medmindre man altså ønsker noget der ligner et kommunistisk samfund, hvor det enkelte menneskes værdi er lig med ingenting og en masseopdragelse, ensretning og fjernelse af den selvstændige tænkning er idealet.

Som kvinde bliver jeg tosset, jeg føler mig intimideret og nedgjort, for lige præcis det somer min naturlige force, sådan helt naturligt falder det mig ualmindelig nemt, det der med at tage mig af børnene og deres velfærd, hvorimod, det er og bliver en kamp, at forsøge på, at gøre mig gældende på arbejdsmarkedet og mens det lykkes mister jeg min kvindelighed – mister grebet om opfyldelsen af mine egne børns behov for tryghed og nærhed.

Det værste af det hele er at det er KVINDER, der sidder og udtaler sig om de her ting.

De fratager andre kvinder muligheden for at vælge frit og med hjertet.

De sidder faktisk og hæver manden op til en form for Gude status, ved at højne hans tilstedeværelse på typiske kvindedominerede områder.

De er langt mere kvindeundertrykkende end de selv aner!

/VIPse

140310

8. marts 2010, i mange år vidste jeg kun at det var kvindernes internationale kampdag, fordi kvinderne i min familie altid morede sig over det til fødselsdagsselskabet, med boller, lagkage og kage og kage og 2- 3 retters menu, kreeret af min mormor i anledningen af, at min morfar havde set dagens lys på denne dato.

Hvorfor de morede sig vil jeg ikke komme nærmere ind på, men hvis I er bare lidt kvikke kan I måske selv regne det ud!

Sidste år var kampdagen så et 100 års jubilæum og jeg gik med i paraden – blev irriteret over bannerne og stemningen, men nød koncerten på Rådhuspladsen.

Der er så meget tvang og gåen i mod det helt naturlige i den sammenslutning og jeg har aldrig forstået den kamp, for jeg har vitterligt aldrig i mit liv kunnet se, hvorfor jeg ikke var god nok med de evner jeg er udstyret med.

Men jeg har fået tudet ørerne fulde – osse i den grad og jeg har mærket manglen på anerkendelse, morskaben i stemmen da jeg som lille og faktisk nok nærmest ung, proklamerede, at jeg ville være mor når jeg blev stor og måske eventuelt dagplejemor.

En ting havde jeg ikke gennemtænkt dengang, mit liv har ikke kun værdi gennem mine børn – derfor har man aldrig set mig stå side om side med de andre mødre langs fodboldbanen eller noget lignende.

Det gider jeg ganske enkelt ikke og synes derudover det er et overgreb, til en vis grad, på børnenes personlige frihed – det har nu ikke været grunden – det har bare aldrig interesseret mig at stå og pladre om og fremvise, hvor fantastisk en mor jeg nu var – når nu jeg er det!

Jeg har brug for anerkendelse – at føle jeg får respekt for det jeg gør og kan – det får man ikke med de mål jeg havde her i livet – man bliver set på som lidt små dum og uambitiøs og det var mere end jeg kunne klare, at have siddende på mig som prædikat og her er anerkendelsen fra ens ægtefælle og børn komplet ligegyldig, det handler kun om en selv!

Kvindernes internationale kampdag, hmm.

At kæmpe mod mændene er for dumt – så det anbefaler jeg at lade være med, det er der ingen grund til – vi kan ikke leve uden hinanden og har aldrig nogensinde kunnet.

Kampdag, jeg smager lidt på ordet.

Kampdagen er ikke død, den er mere levende i dag og har sin berettigelse lidt mere i dag end den havde bare i går.

Langt om længe, endelig kom det ud i radioen, på P3, i nyhederne – det som jeg har sagt og sagt og gentaget, igen og igen – det er kvinderne der holder hinanden nede.

De danner netværker, kvindenetværk og kommer ingen vegne – præcis som i en mødregruppe, som i den grad er spild af tid og kun kan bruges til at sidde og sovse rundt i hvor forfærdelig svært og hårdt det hele er – det bringer ingen frem, overhovedet.

Kampdagen bør fremover bruges til ægte kvindekamp – en boksering, hvor vi bekæmper hinanden og alle de latterlige ting, som gør at vi fastholder hinanden i hvor svært det er at være kvinde.

Hvor svært kan det lige være – der har været kvinder i lige så lang tid som der har været mænd og vi er på ingen måde unikke – kvinder har fået børn, haft mænd, set både børn og mænd dø, overlevet det, arbejdet, kæmpet og klaret det hele – så hold dog op med det piveri!

Og kæmp for din kvindelighed!!

/VIPse