 |
 |
|
 |
 |
Der eksisterer en historie om, at jeg
har været anholdt til en demonstration og været fængslet i et døgn
i detentionen, sammen med min datter.
Det er ikke sandt!
Og hvor ville det være rart hvis den
slags tåbelige historie ikke opstod, eller hvis der var tvivl, at
man spurgte mig direkte!
Min kontakt med de instanser – for
jo, jeg har været i detentionen på Amager, dengang jeg boede der,
fordi min læge havde praksis i den gamle politistation og hans
gynækologiske undersøgelsesrum var i det der dengang det fungerede
som politistation var detentionen.
Endvidere har jeg en del kontakt med
Station 1, efter jeg blev udsat for identitetstyveri tilbage i
december 2009, den sag er endnu ikke afsluttet. Jeg modtager stadig
krav fra de firmaer, som der er købt på kredit hos, i mit navn.
Endvidere har jeg været indkaldt som
vidne i en retssag, fordi jeg kom i kontakt med en syg mand via
internettet. Dem er der mange af. Han sidder fængslet nu og det er
jeg glad for!
Og sidst men ikke mindst har min datter
haft tilkaldt politiet i forbindelse med at hendes far anvendte
non-verbal kommunikation i deres samvær.
Jeg har også fået et par
parkeringsbøder – for at være helt ærlig!
Og så har jeg været på Christiania
en dag hvor der var politirazzia, hvilket sker ofte, men ikke engang
hundene gad komme i nærheden af mig. Jeg arrangerer pt. en koncert
derude og har været medarrangør af et oplæsnings arrangement,
derfor er jeg ofte på Christiania.
Håber sandelig det kan være med til
at sætte tingene lidt i rette perspektiv, for dem med en lidt for
livlig fantasi!
Nyd sommeren, kære alle sammen!
/VIPse
210710
Hvordan man får
fuldtidsarbejde, enlig mor til tre børn og en bunke andre
aktiviteter til at kunne lade sig gøre, uden at få stress.
Lidt for historie.
Jeg stod pludselig,
selvvalgt, men ikke gennemtænkt, i den situation, at jeg stod alene
med tre børn.
Jeg kom fra et
forhold, hvor jeg ingenting kunne gøre godt nok eller rigtig, og
derfor havde jeg trukket mig fra alt der mindede om husligt arbejde –
jeg var nærmest ægtemanden, der kom hjem fik middag og derefter
forsvandt begravet i arbejde igen.
Mine tre børn
klappede jeg venligt på håret engang i mellem, når de kunne komme
i kontakt med mig.
Rent historisk har
jeg endvidere været vant til at det var manden der stod tidligt op,
lavede morgenmad og madpakkerne – så jeg kunne i min vildeste
fantasi ikke forstille mig det kunne være anderledes.
Nu stod jeg så der,
med ansvaret for tre børn.
En lettere
panikfølelse spredte sig, for hvordan gør man det, uden at opgive
sit eget liv og samtidig have mulighed for at være en nogenlunde
ordentlig mor.
I starten lavede jeg
lister, lister med tidspunkter og opgaver, en dag kunne se sådan ud:
Lav morgenmad og
madpakker
Kør børn i skole
Gå på arbejde
Hent børn fra skole
Kør barn til
svømning
Gå til møde
Hent barn til
svømning og kør barn til gymnastik
Køb ind
Hent barn til
gymnastik
Støvsug
Lav aftensmad
Læs godnat historie
for barn.
Forbered dig til i
morgen
Tag opvasken
Skriv for s.....
Osv.
Ofte fik jeg kun
sovet 2-3 timer i døgnet.
Næste trin blev,
hvordan minimere jeg aktiviteterne.
Mine børn flyttede
skole, så jeg ikke skulle hente og bringe i samme omfang.
De stoppede til
nogle af deres fritidsaktiviteter – den ene på en lidt voldsom
måde, da vi brugte et forår og sommer ind og ud af sygehuset med
knæskade og flere operationer. Det satte en stopper for svømningen.
Som forstærkede den
konflikt der allerede var med faren til børnene og hans brug af
nonverbal kommunikation i forhold til et af børnene, hvor den ene
ikke ønskede samkvem af den grund, da han var begyndt at benytte den
form for opdragelse igen efter bruddet. I forvejen var der massiv
psykologhjælp og et terapeutisk forløb i gang i Dialog Mod Vold,
mellem far og datter – jeg deltog i et forsøg på at få løst
divergensen i opfattelsen af samkvemsaftaler og forældreansvaret.
Aftalen blev, stik mod mit ønske – da jeg mener at selvom man er
gået fra hinanden er man forælder 24/7, når man har sat børn i
verden og hvis den ene part vil have lov at sige fra overfor sin
rolle som forælder, har den anden et endnu større ansvar, da børn
ikke kan stå uden forældre, selvom de har lagt andre planer, når
børnene f.eks. bliver indlagt på sygehuset eller verden bryder
sammen, så har børn krav på forældre der smider hvad de har i
hænderne.
Den opgave ligger,
med den samkvemsaftale der kunne indgås, hos mig alene.
Hvad det har haft
for mig på det personlige plan, vil jeg slet ikke komme ind på her,
for mine børn stor trives når de er hos mig og det er prisen værd.
Tilbage til hvordan
det så er lykkedes.
Vi boede i et mit
sommerhus, isoleret fra omverden, lidt for lidt plads, opvarmning med
brændeovn, som betød at uret skulle sættes til kl. ca tre, når
det var frostvejr, for at der ikke skulle være iskoldt når vi
vågnede om morgenen.
Vi ville alle sammen
gerne væk derfra.
Min datter blev
optaget på et gymnasium i Nordsjælland, på trods af den store
afstand, men pga. hendes karakterer og elevprofil.
Rektor ringede og
spurgte hvad jeg havde tænkt mig?
”Jeg havde tænkt
mig at flytte tættere på!” svarede jeg overbevisende og hun blev
optaget.
Det gjorde vi så!
Flyttede til Nordsjælland – i en lejlighed med et værelse til
hvert barn og ikke mindst – CENTRALVARME. En fantastisk sidegevinst
ved at flytte tilbage til civilisationen er, at børnene igen kan
have venner i fritiden, hvilket ikke kunne lade sig gøre, både tids
eller afstandsmæssigt.
En indtægt, en
lejlighed og et sommerhus! En finanskrise! Økonomien blev umådelig
stram.
Efter et halvt år
lykkedes det mig at sælge sommerhuset, med et relativt stort tab,
men alligevel anbefalet af bankrådgiveren og det eneste fornuftige,
at komme ud af den binding.
Derfor bor vi nu til
leje, hvilket giver en elastik i økonomien pga. den udmærkede
ordning med boligsikring.
Jeg skrottede den
gamle bil, som var ren udgift til værkstedet, hvor den hele tiden
var ind og ud og leasede en i stedet. Det giver overblik over
udgiften til det at have bil og er langt billigere end tog og
buskort, til mig selv og tre børn. Endvidere ville jeg for intet i
verden opgive min transportmæssige fleksibilitet.
Og så køber jeg
ind en gang om måneden. Fylder skabene med ris, pasta, dåsetomater,
tørrede bønner, mel osv.
Fylder fryseren med
kød og frosne grøntsager.
Fylder køleskabet
med spegepølse, pålægschokolade, æg og gær mm.
Og grøntsagsskuffen
med primært rodfrugter.
Det betyder at der
altid er mad i huset og jeg undgår stressfaktoren med at skulle købe
ind dag for dag.
Jeg er ikke typen
der laver madplaner og det er en by i Rusland med faste madtider –
men man kan altid lave et eller andet på et hvilket som helst
tidspunkt på døgnet.
Vi er et hus fuld af
allergikere, hvilket betyder at færdig retter og halvfabrikata ikke
eksistere – alt brød er hjemmebagt og jeg kommer stadig ofte vildt
sent i seng, fordi der lige skal bages boller til i morgen. Mælk får
vi importeret fra Frankrig – gedemælk UHT behandlet, så det står
heller ikke på den daglige indkøbsliste, det eneste vi køber ud
over det månedlige indkøb er frugt og grøntsager, som salat ol.
Det er både afstressende og en ualmindelig økonomisk måde at få
det til at fungere på.
En anden lille
detalje jeg har opdaget, nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at
spinde, men det kun at have kontanter er endnu et ultimativt
spareråd.
Jeg som altid har
kørt kortet, aldrig havde en krone på lommen, er blevet tilhænger
af kontanterne – årsagen til, at jeg lærte det er en latterlig
kriminel handling jeg er blevet udsat for, nemlig identitetstyveri –
og efterfølgende fjernelse af mine pinkoder fra postkassen, så jeg
aldrig fik pinkoden til mit nye Dankort og efter tre forsøg opgav og
begyndte på kontanternes univers – ingen tvivl om jeg skal have
Dankort med pinkode igen en dag, men det kommer lige pludselig og når
idioten er holdt op med, at tømme min postkasse, for udvalgte breve.
Det var et lille
indblik i hvordan det kan lade sig gøre at få det til at hænge
sammen, med både en travl hverdag, børn og en lorte økonomi, uden
at det tager fokus fra det vigtigste – at få det bedre, både mor
og børn.
/VIPse
PS. Det eneste der kunne få mig til at gå ned med stress, var det faktum, at mine børn i perioder har mistrivedes i en grad, som jeg næsten ikke kunne håndtere - og årsagen dertil har været iskold og utilnærmelig - han har flere gange udtalt i spidssituationer, at jeg var klar til indlæggelse, fordi jeg kunne finde på at bryde grædende sammen over hele situation og ikke mindst bede ham om hjælp til, at tage sig af sine børn!
PPS. Nu er det op til statsforvaltningen og de børnesagkyndige, at afgøre forældremyndighedsforholdene, samt fastsættelse af samkvem og børnebidrag, jeg gider ikke slås mere, om at få det til at fungere på en nogenlunde hensigtsmæssig måde og få det til at se pænt ud på overfladen.
Med udgangspunkt den ulykkelige
begivenhed der har været ude på Amager, hvor en tidligere MGP børne
grandprix deltager, sandsynligvis har slået sin tilsynsværge ihjel,
kan jeg ikke tie stille.
Det er dejligt at børn i dag tør
mere, ikke er bange for at sige noget eller stille sig op synge og
dramatisere. Det må ingen tage fra dem.
Men hele dyrkelsen af stjernedrømmene
og som den eneste vej til at blive til noget, er helt ude i hampen og
ude af trit med det der er virkeligheden, børnene burde leve i.
Jeg som ellers er i mod forbud af
enhver art, bliver mere og mere tilhænger af at børn helt skal ud
af konkurrencer på TV – det gør mig helt ondt jeg betaler licens
til, at børn får smadret deres liv, pga. helt fordrejede
forestillinger om et liv.
Vi ser det i et koncept udviklet af
Christiane Schaumburg Müller, som netop hedder stjernedrømme, hvor
børnene kommer og danser og får gode råd, tips og vejlening om
stjernelivet. Selvom der sikkert ligger en del omsorg i forhold til,
at børnene ikke skal knække nakken og især have en god dag, tænder
det drømmen om, at det kan lade sig gøre og risikoen for de får
netop den mulighed som pejlemærke i deres liv, kan fjerne fokus fra
hvad livet ellers er.
SFO´er og klubber hjælper godt på
vej, ved at arrangerer MGP konkurrencer og ligende aktiviteter. Måske
skulle de hellere bruge kræfterne på at lære pigerne at lægge
make up og gå ordentligt i de høje sko – som børn i princippet
slet ikke burde gå med, men når nu de gør, ville det være en god
ide at lære dem teknikken – for uden omsvøb, så er et par
højehæle ren magt for en kvinde. I stedet for at opildne dem til at
stå og vrikke med rumpen, mens drengene spiller fodbold eller er
forsanger i bandet. Så giv dem små tips til, hvordan man begår sig
som kvinde.
Bag med dem, lav hjemmelavede
ansigtsmasker og få en stylist ud til at give vejledning om
situationsafstemt påklædning, få en skuespiller ud og lær dem om
attitude og kropssprog.
Få dem til at grine og tro på sig
selv.
Det er de færreste der laver en Sidney
Lee eller Christiane Schaumburg Müller.
Og endnu færre der kan klare når
opmærksomheden er væk igen – det må tiden vise med de to, jeg
har nævnt her.
Dem der virkelig vil og har noget at
byde på, skal nok komme igennem med budskabet uden at blive hjulpet
på vej af hverken TV, Børnestjernehjælpekoncepter, Storcenter
happenings og SFO/ klub sang og dansekonkurrencer.
Så stop nu forh........ al den
stjernedyrkelse og lær dem, at leve i stedet for!
/VIPse
120510
Sådan lykkes det –
Ikke den lykkelige men gode skilsmisse for børnene.
Det handler om tilsidesættelse af egne behov. De voksnes behov.
Det er helt umuligt at styre andres reaktioner, men man kan styre sine egne og dermed påvirke sine omgivelser til at få udviklingen i den retning man ønsker den.
Jamen hvad så med følelserne, vil den kritiske læser her sige.
Følelserne skal sættes til side og lukkes ud andet steds end overfor situationen, til gengæld skal man være så sikker i sine mål, at man reagerer omgående og korrekt i situationen.
Børn har brug for en fast base hos en af forældrene, glem alt om lige deleordninger, de er kun skabt til egoistiske forældre. Børne har bedre af en fastlåst og rigid samkvemsordning end en ligelig fordeling – til gengæld, hvis forældrene er deres opgave voksen er en fleksibel ordning en af de bedste for børnene, ikke forstået på den måde at de kan skalte og valte mellem hvilken forælder de vil være hos, men set som at de naturligvis deltager i arrangementer på tværs af familier uanset hvis weekend det lige er og at teenageren i høj grad selv bestemmer alt efter hvor det er mest praktisk for barnet at være. Med små børn er det at foretrække at forældrene finder ud af at passe børnene for hinanden, så de ikke skal være hos forskellige barnepiger – men det kræver en høj grad af samarbejde og at man blander sig uden om, hvad det er eks partneren skal, samt at begge forældre har holdningen – en gang forældre altid forælder 24/7 –ellers bliver der hurtigt ulighed i den form for samarbejde og man hænger fast i gamle mønstre og fastlåser hinanden i det parforhold der var engang.
I og med at børnene bør have en fast base, skal de af loven fastsatte beløb tilkomme bopæls forælderen og indgå i dennes økonomi. De underlige ordninger jeg hører om med konti oprettet til børnene osv. lugter langt væk af mistillid til hinanden som forældre og et forsøg på at fortsætte kontrollen af hinanden og dermed fortsætte parforholdet.
I forældreansvarsloven står det beskrevet hvad forældrene skal samarbejde om efter et brud. Det kan vel forventes at begge parter følger det? Det er ikke til diskussion, ligesom betalingen af børnepenge, naturligvis også er udenfor diskussionsområdet. Derfor bør det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen eller statsforvaltningen til afgørelse i de sager.
Hvis ikke en skilsmisse skal koste mere end højest nødvendigt for børnene, skal de voksne påtage sig deres ansvar og er det den ene part der enten egenrådigt har valgt at gå eller har brudt tilliden i forholdet ved f.eks. at være utro – så hviler hovedansvaret på den part, for at få det til at fungere og det koster i den grad tilsidesættelse af egne behov for bekræftelse gennem en ny kæreste eller voldsomme ændringer i børnenes hverdag – i hvert fald på en gang – det er voldsomt nok for dem, at deres forældre skilles ad og de skal lære at leve med savnet.
Får den anden derfor hurtigt en ny partner, må man selv, som den der har forvoldt bruddet, holde igen og vente til der er faldet ro på.
Her skal man ikke klappe i hænderne af alt de kommer hjem og fortæller om det de ser. Man skal lade dem undre sig, være glade for det de er glade for og brokke sig over det de vil. Lyt og hvis de har et alvorligt problem med noget der sker i den andens hjem, skal man blande sig, præcis som man ville gøre, hvis en pædagog eller lærer overskred barnets grænser. Men gør det med gelinde og kun når det er virkelig nødvendigt, ellers har børnene ingen skade af at se flere måder at leve livet på, det er kun en fordel og husk på at der er en grund til du ikke længere er sammen med din tidligere partner – i passede ikke sammen, derfor vil jeres liv naturligvis bevæge sig i forskellige retninger.
Det er vigtigt at beskytte børnene mest muligt og lade dem se realiteterne i øjnene i deres eget tempo, samt være fuldstændig ærlig om sine følelser overfor eks´en, men lade dem forstå at det er helt naturligt og i orden at de stadig elsker den anden forælder. Det handler om at skille voksen og børneliv ad, uden at bilde dem et eller andet langt ude ind, som kan få dem til at gå rundt i forestillingen om, at det sker måske en dag at far og mor igen bor sammen, hvilket stort set er alle børns ønske også selvom de godt kan se at både far og mor måske trives bedre hver for sig. Så skal det ikke være en mulighed – for ellers skulle I være blevet sammen!
Det kan opnås på to år og med et afskyelig grimt cykelstativ på altanen, som bonus ;-)
/VIPse
Kvinder - tvang, ligestilling og frivillighed
Kvinder – tvang, ligestilling og
frivillighed.
Der er noget der stritter dybt og
inderligt i mig, når talen falder på at kvinder skal favoriseres
ved valg til bestyrelser i erhvervslivet og andre topposter.
Jeg føler mig nedgjort på en måde og
tænker umiddelbart, at jeg under ingen omstændigheder ville have en
superpost, fordi jeg er kvinde. Jeg vil have den fordi jeg er
velkvalificeret og dygtig.
Hvis vi ser lidt historisk på det er
vores, kvindernes, tid ude på arbejdsmarkedet ikke lang.
Det er kun for alvor ca. 30 – 40 år
siden, at det blev mere almindeligt med en kvinde der arbejder
udenfor hjemmet, end det modsatte. I den menneskelige bevidsthed og
omstillingsevne er det lige under 2 generationer.
Den slags markante omvæltninger er
mennesket langt længere tid om, at tilpasse sig og det ser vi jo med
al tydelighed, hvilket der ikke er noget mærkeligt i da store
forandringer tager et par generationer at implementere.
Det vi skal passe på lige nu er ikke
at skade den udvikling der er i gang, ved at forcere udvikling, som
der også historisk og i sær i nyere tid er utallige eksempler på,
hvor galt det kan gå. Jeg tænker f.eks. på Grønland og
demokratiseringen af mellemøsten? Det er ikke ligefrem med stolthed
vi kan se på de projekter!
Hvis vi stikker fingeren i jorden et
øjeblik, så kommer de.
Forbillederne vi kan spejle os i.
Jeg har et bud på hvilke forhold vi
skal være opmærksom på, for at få det til at lykkes. For det gør
ikke noget vi tænker os om og lægger en langsigtet strategi for
udviklingen.
Først og fremmest skal kvinderne selv
være mere realistiske i deres forestilling om hvad de kan. Der er
ingen tvivl om at kvinder er mindst lige så dygtige og intelligente
som mænd. Den diskussion er ikke engang værd, at bruge kræfter på.
Der er ingen tvivl om at kvinder generelt set ikke skal hjem og
tilbage til kødgryderne, børnepasning og et ensomt og indelukket
liv, som det er, at være hjemmegående i det samfund vi har skabt og
det liv vi lever. Vi hverken kan eller skal gå tilbage i
evolutionen.
Jeg har før været inde på langt
større fleksibilitet på arbejdsmarkedet og vil her nævne forhold
jeg mener bør indgå i særligt kvindernes overenskomster på
arbejdsmarkedet, for jeg mener faktisk der skal være forskel på
overenskomster for mænd og for kvinder – med udgangspunkt i den
viden vi ligger inde med i forhold til særligt vores børns ve og
vel. For det er dem der er hovedet på sømmet i forhold til de
vanskeligheder kvinderne møder i forhold til deres gang på
arbejdsmarkedet. Som samfund skal vi sikre alle borgeres maksimale
muligheder, derfor skal børnenes behov også medtages i en vurdering
af hvordan vi indretter samfundet bedst muligt.
Som udgangspunkt vil det være en
fordel for både kvinderne og børnene, hvis kvinderne får børn
mens de er helt unge og helst mens de er under uddannelse. Det er det
nemmeste i forhold til både at kunne varetage børnenes behov og
leveringen af arbejdes indsat på arbejdsmarkedet.
Man er ikke på samme måde forpligtet
overfor et studie, som overfor et arbejde. Man er yngre og ikke helt
så fastlåst i sit liv, hvilket betyder at barnet/ børnene bliver
en betingelse, en faktor man har med og tilpasser sig, uden at det
bliver helt så forskruet som når en 35 årig får sit første barn
og indfører voksentid og barnetid og arbejdstid og jeg ved ikke
hvad?
Sætter man børn i verden er man
forælder 24/7 resten af sit liv!
I dag anser vi det nærmest som en
psykisk lidelse, hvis man får børn når man er under 25. og vi
laver fjernsynsudsendelser om fænomenet og forargelsen over den
egoisme de her forfærdelige unge mødre udviser, sidder I og svælger
i, uden at I kan se jeres egen egoisme er langt større og mere
ødelæggende for jeres børn end de unge mødres børn, som faktisk
lærer lidt mere om livet som det er, end den lyserøde fantasiverden
mange børn vokser op i.
Tilbage til hvordan arbejdsmarkedet
kunne indrettes for, at tilgodese fleres behov.
Vi kunne starte med at anerkende
værdien af det arbejde der udføres. For det er ikke noget kald at
arbejde med de humanitære og omsorgsfulde dele af livet, som
pædagog, lærer, hjemmehjælper, sygeplejerske og socialrådgiver,
ol. Det er en vigtig og fundamental funktion for at samfundet hænger
sammen og fungere. Anerkendelse ligger ikke i klap på skulderen
eller ekstra ferieuger – den ligger ene og alene i lønnen.
Økonomi er magt og anseelse, at påstå
alt andet ville være at stikke sig selv blår i øjnene, hvilket
kvinder desværre er alt for gode til, de jubler og klapper i
hænderne i det øjeblik der er en der siger ”Du er god nok” og
så går de smilende på arbejde dagen efter, uden at kny. Kvinder
lever af den ros de kan skrabe sig til rundt omkring.
I samme kategori er pensionen – det
hænger ganske enkelt ikke sammen at kvinder ikke sparer den samme
pension sammen som mændene – det bliver helt gammelkommunistisk
tankegang der render gennem min hjerne, når jeg tænker på hvordan
den kunne løses. For grundlæggende mener jeg at både kvinder og
mænd som udgangspunkt skal klare sig selv og levere den samme
indsats for at få det samme. Men leverer en kvinde på barsel ikke
en indsats for samfundet?
Det skurer også i mine ører at det så
er hendes partner og kvinden der skal indgå et aftale om deling rent
økonomisk, for det stiller enlige kvinder i en temmelig uheldig
situation. Men måske kunne man sige, at kvinder der levede i et fast
parforhold og de vælger at sætte børn i verden, skal lave en
økonomisk ordning hvor de optjener den samme pension – altså
allerede der deler lige i porten, med ansvarlighed overfor det valg
man må formode de sammen har truffet? Kvinder der så af forskellige
årsager er blevet alene, får en højere barsels ydelse og dermed en
højere pensions opsparing? Ville det kunne lade sig gøre? At der
blev taget individuelle hensyn.
Så er der barns 1. sygedag, som nu for
offentlig ansatte også omfatter barnets 2. Tanken er at man må
blive hjemme til anden pasning er fundet. Et faktum er at børn har
allerbedst af og bliver langt hurtigere raske, hvis de er hjemme og
sammen med nære tryghedspersoner. Virkeligheden er at rigtig mange
bedsteforældre, enten arbejder eller er på pensionistrejser og ude
og realisere sig selv og derfor ikke står standby, når børnebørnene
er syge.
Små børn er syge og det er de ofte –
i en kort periode af deres liv. Set i forhold til et helt arbejdsliv
er det ingenting. Hvis forældre havde mulighed for at blive hjemme
til børnene var raske, ville der spares mange andre sygdomsperioder
for medarbejderen og ikke mindst ville stressniveauet og
arbejdsglæden stige markant. Det behøver vist ikke engang blive
nærmere forklaret hvad det kunne betyde for virksomhederne på lang
sigt. NOVO nordisk lavede en fleksibel ordning på et tidspunkt,
netop i forhold til børnssygdom – det var en succes. Derudover er
der nu på det offentlige lukket op for individuelle vurderinger i
forhold til graden af sygemelding – et skridt i den rigtige
retning, at man vurderer hvilke arbejdsopgaver den sygemeldte kan
varetage alligevel – det samme kunne gøres i forhold til børn og
sygdom. Mine egne har både været med til eksamen og ligget i et
hjørne med en dyne og pude, når der var noget jeg ikke ville gå
glip af på min arbejdsplads. Det kræver især at børnene indgår
som en naturlig ting i livet og ikke er vant til at være afsat til
børnetid, med massiv børneunderholdende aktiviteter fra forældrenes
side.
Hvis arbejdspladserne oplever at det
ikke er noget problem at de ansatte slæber deres børn med på
arbejde, er de vist ikke så tunge at danse med. Naturligvis er der
jobs børn ikke kan komme med på, men sådan vil der altid være
særtilfælde.
Barselsorlov, tjah, børnene har behov
for deres mors opmærksom og nærvær minimum det første leveår –
men har de behov for en mor der vandrer rundt derhjemme?
En gang i mit liv har jeg prøvet det –
være hjemmegående, 1 år – det gik ok, men kun fordi jeg havde 2
børn hjemme og derudover var involveret i en masse andet – men jeg
kunne slet ikke forlige mig med ideen om at være degraderet til en
bollebagende rengøringsvanvidskone, for det var sådan andre så mig
og jeg følte jeg skulle kæmpe for at blive bare en lille smule
anerkendt, som andet end og kun en mor. For gu´ er børn dejlige,
men jeg kan ikke dyrke dem som små afguder og gå op i hvilken
babymad der giver tyndskid eller alt det andet vigtige der er at gå
op i i den forbindelse. Mødregruppe prøvede jeg naturligvis også i
en meget kort overgang – men det var ikke rigtig mig. Ellers har
jeg, med de 3 børn jeg har, aldrig været på barselsorlov – de
kan til gengæld deltage i enhver situation og holde deres mund når
de skal – for de er heller ikke blevet afleveret i institution,
andet end når det var tvingende nødvendigt. Til stor irritation og
diskussion med mere end en pædagog, om hvor vigtigt det var med
stabilt fremmøde. Men jeg fik dem altså ikke for at aflevere dem og
hvis pædagogerne gør deres arbejde godt nok, kan de sagtens
håndtere børn der ikke er institutionaliserede, selvom de er lidt
mere besværlige – for de græder når deres mor går og når de
andre slår eller tager deres legetøj.
Jeg har været studerende i alle de år
mine børn var små, hvilket betød, at da jeg trådte ud på
arbejdsmarkedet var jeg en nogenlunde stabil arbejdskraft, med den
ustabilitet alle forældre har af syge børn på de mest ubelejlige
tidspunkter. Men igen kan en del af det klares med at tage dem under
armen og medbringe dem.
Hvis jeg var arbejdsgiver ville jeg
aldrig ansætte en kvinde der ikke havde fået børn, men var i den
alder hvor det ofte sker, netop når de er nyuddannede.
Sådan som arbejdsmarkedet ser ud nu,
risikere kvinderne i den grad at blive sorteret fra.
Det skal der ikke lovgives i mod –
det skal kvinderne selv tage ansvar for – ellers fastholder de sig
selv i en form for uselvstændig ubehjælpsom position. Og så er det
lidt svært at tage dem rigtig alvorligt.
Kort sagt mener jeg at rigide regler om
barselsorlov og sygefravær, hele fremmedgørelsen af det, at have
børn og at kvinder opfattes som en minoritetsgruppe er helt hen i
vejret.
Det burde vi kunne gøre bedre -
KVINDER!
/VIPse
180410
Så behøver den vist ikke være tilgængelig mere ... men kort sagt har jeg trykket mig fra samarbejde vedr. Poesi På Staden i løbet af denne uge.
/VIPse
090410
Hver gang jeg går fordi en af de
hjemløse der står sælger deres blad, rammes jeg af en form for
dårlig samvittighed.
Fordi jeg altid går forbi og takker
nej til at købe deres avis.
Jeg har den allerstørste lyst til at
komme med forklaringen på, hvorfor jeg gør det.
Det er nemlig ikke fordi jeg ikke har
lyst til at give en skilling og noget af flovheden ligger i, at jeg
helt bestemt ligner og udstråler at jeg sagtens kunne gi´.
Forklaringen jeg ikke disker op med
overfor det enkelte menneske der står der og udstiller sin egen
elendighed og samfundets skamplet, er netop fordi jeg mener det er
usmageligt og pinligt at velfærdssamfundet, overhovedet tillader
eller nej, vil have siddende på sig at vi har en gruppe medborgere,
der ikke kan findes en plads til.
Husforbi salget viser i den grad
hvordan hele det socialenetværk og psykiatrien, spiller fallit i
deres ensretning af og krav til udsatte grupper.
Grundlæggende mener jeg, som sagt før
at den enkelte er ansvarlig for sit eget liv og skal klare sig selv,
men det er en realitet at det ikke er virkeligheden.
Og det er netop det jeg med glæde
betaler min skat til, at vi ellers er et samfund der bryster os af,
at drage omsorg for vores borgere – ville de så bare påtage sig
det ansvar og ikke efterlade mig med dårlig samvittighed, når nu
jeg ellers yder alt det jeg kan og skal som borger i DK.
Heldigvis er jeg ikke sunket så lavt,
som den nydelige mand i jakkesæt jeg så en dag inde foran TIVOLI,
hvor han skulle give udtryk for sine holdninger overfor den lettere
sagesløse hjemløse. Jeg tror dybest set han var enig med mig om
mange ting, den pæne mand, men pænheden kunne ligge på et meget
lille sted, da han åbnede munden og jeg var glad for han ikke var
min partner. Så havde jeg sgu bedt ham om at stikke den hjemløse en
højlydt undskyldning eller også var han nok ikke min partner ret
meget længere.
Heldigvis har Københavns kommune søsat
et forsøgsprojekt for et par måneder siden, hvor deres
socialrådgivere går ud til klienterne, der netop ikke magter at
indfri de krav der er om at møde op til bestemte tider osv.
Det er da et skridt i den rigtige
retning!
/VIPse
090410
Rummelighed og en smule om debat
Rummelighed går i
sin enkelhed ud på at man kan rumme andre mennesker, deres tanker,
reaktionsmønstre og måde at være på. At man kan respektere dem
for dem de er.
Det er tidens
tendens. Vi skal være rummelige.
Men jeg tænker
på, hvis jeg skal være rummelig overfor andre – skal de være det
samme overfor mig.
De skal respektere
mig, som den jeg er.
Det er en del af
rummeligheds kravet – det kan ikke kun gå den ene vej.
Hvordan udmønter
det sig så.
Lige i øjeblikket
og som en udvikling siden engang i 70´erne, 80´erne og 90´erne,
hvor børnene i skolen fik tudet ørerne fulde med at ham der kastede
med bordene og tæskede løs på de andre børn – havde det hårdt
derhjemme, så de skulle tage hensyn og vise forståelse.
Vend den anden
kind til – begrebet blev udmøntet i levende live.
Og halleluhja hvor
det gik godt. Den dårlige samvittighed blandt de ellers
velfungerende unger voksede i takt med rummelighedens indtog.
Nogle af dem
sulter sig selv, som en form for selvstraf og føler ikke de er gode
nok til hverken det ene eller andet eller de pisker rundt og pleaser
Gud og hver mand omkring dem – løber livet af sig selv i forsøget
på at gøre det hele godt nok. Og her findes både kvinder og mænd
– ligestillingen har sejret på det punkt.
En anden tendens
vi har set vokse op er hadet. Fremmedhad, fedmehad, tiggerhad,
homohad - you name it. Had til grupper der er svage eller anderledes
på den ene eller anden måde.
Jeg har selv
engang oplevet en kvinde, pæn og nydelig dame – hidse sig helt
vildt op over jeg kom først i krydset ved næste kryds rullede hun
vinduet ned i arigskab og svinede ”mig” til eller ikke mig, det
hun var gal over var at jeg kørte i en gammel bil?? Logikken kunne
godt nok ligge på et meget lille sted i hendes argumentation, men
hun kom da af med noget irritation over gamle biler i gadebilledet –
jeg var jo ikke nok med, at jeg var et miljøsvin, sørgede jeg også
for at være en visuel skamplet i bybilledet?? Jeg syntes ellers min
orange LADA var meget nuttet og pæn :-) De samme aggressioner har
jeg ikke været udsat for i nyere biler – og kvindens reaktion var
ikke den eneste jeg oplevede de par år jeg kørte i denne skønne
oldnordiske bil.
Til gengæld kan
jeg sagtens se logikken i reaktionerne, både selvhadet og den
kroniske dårlige samvittighed, samt hadet til minoritetsgrupper.
Vi har jo som sagt
lært, at vi skal acceptere hvad som helst og det må der
nødvendigvis komme en reaktion på.
På en eller anden
måde, i al sin usmagelighed mener jeg at den udadreagerende reaktion
er langt sundere end den der vender indad …
fordi
Vi skal ikke
acceptere folk, som har en adfærd der er grænseoverskridende.
Vi skal ikke
undskylde at ham der bliver slået af sin far derhjemme og hvis mor
drikker eller for den sags skyld mennesker med anden etnisk baggrund
– sviner os til eller tæsker løs på os, når de føler sig
chikaneret eller bare har en dårlig dag.
Og samtidig skal
vi – for vi skal være rummelige, alt andet ville være en
skændsel for os som moderne og udviklede mennesker. Det er her hele
paradokset eller kunsten ligger.
Linien ligger i
undskyldningen – det er her grænsen trækkes.
Man skal ikke selv
undskylde sin adfærd med alle mulige grunde, for så har man i samme
åndedrag sagt at man ikke vil gøre en rygende skid for at være med
til at ændre på situationen og hvis man konstant undskylder andre
menneskers adfærd, hæver man sig over dem og accepterer dem ikke
som en del af fællesskabet eller fuldgyldige medmennesker.
Men det er jo
sådan at vi skal være her alle sammen. Røvhullet og den søde
pige. Tyveknægten og præsten. Luderen og forstads fruen. Drankeren
og Mohammed.
En oplevelse mere
jeg vil dele fordi den sætter tingene lidt i perspektiv – i en
skoleklasse er der en gruppe elever, naturligvis. En af de elever
ryger.
Og helt seriøst
mente flere af eleverne, at det var i orden ikke at ville arbejde
sammen med denne elev – fordi eleven røg – vel at mærke i
frikvartererne og derhjemme – læreren spurgte lidt ind til det med
en vis undren – de ikke rygende elever mente at de var i deres gode
ret til at lukke den rygende elev ude af arbejdsfællesskabet, fordi
det jo er usundt at ryge – med en smule parodi over det og et par
obskure eksempler, kunne de godt se det fuldstændig idiotisk i det.
Pyha, tænkte jeg, som var den omtalte lærer.
Samtidig er det er
godt billede på hvad der sker i samfundet, som sådan.
Vi dømmer andre
ud fra handlinger, som dybest set ikke vedrører os og det er den
skelnen vi skal lære at kende, hvis rummeligheden skal blive en
realitet.
For havde
selvsamme elev presset de andre til at begynde at ryge eller på
anden måde været ubehagelig og voldelig, havde det været helt på
sin plads, at den øvrige elevgruppe ikke ville arbejde sammen med
den elev. I det tilfælde ville det være i orden at tage afstand,
men ikke uden at sige det var det, det handlede om.
En vigtig essens i
at få rummeligheden til at lykkes, er netop,ærligheden og
åbenheden.
De fleste af os er
udstyret med en rimelig empati og når tingene er sagt højt, tager
de brådden af mange misforståelse.
Misforståelse og
ukendskab er roden til hovedparten af de konflikter og det had der
opstår.
Hvordan vi når
derhen er et godt spørgsmål, men jeg håber da at vi er på vej –
jeg startede med at give folkeskolen skylden med deres forståelses
halleluja pis – tendens er i dag en anden, så der er da håb
forude.
Opskriften er, at
der bliver skabt et rum hvor alle er ligegyldige. Og at der skal være
respekt for alles særheder.
Sjovt nok oplever
jeg at særhederne indskrænkes og falder til jorden efterhånden som
de bliver lagt frem i lyset og respekteret, så bliver de knap så
vigtige at hage sig fast i. Det er nemlig det der sker, når vi føler
os truet på vores integritet – vi laver et fort, hvor vi forsøger
at bekæmpe al fremmed indtrængen.
Det resulterer i
nogle virkelig grimme ansigter og episoder vi får at se rundt
omkring, på blogs, arbejdspladser, i medier, i familier og blandt
venner og bekendte.
Og i den politik
landet fører, sådan helt generelt.
Afslutningvis vil jeg påpege at man ikke skal elske alle, og dermed ikke
skal finde sig i hvad som helst, uanset hvor meget empati man er
udstyret med -skal man skride, hvis respekten ikke er gensidig .../VIPse 080410
Offentlig transport - dag 2
Så stik jeres hellige miljøpis op et vist sted -
Jeg hylder individualismen og det personlige frie valg!
Og med de ord vil jeg indlede dag nr. 2 - jeg sov lidt for længe og
måtte derfor kaste tøj på kroppen og en hurtig elastik i håret - glemme
alt om make up og morgenmad ... fantastsk, men min egen skyld!
Toget 05.15 nåede jeg og skiftede uden problemer på hovedbanegården
til regionaltoget, der var lige så tomt som i går og jeg fik drukket min
kaffe, lagt en perlemorsneglelak og læst lidt i "Ud & Se". Det er
slet ikke så skidt at sidde i et tog.
1 min senere end i går, ankom toget til næste omskifte station ....
Og jeg så røven af bussen svinge ud fra busholdepladsen ....
Pisselort!!
/VIPse
PS jeg nåede på arbejde til tiden, takket være en der var i bil og
var så venlig at slå et slag ind forbi stationen, da jeg greb min
telefon og klagede min nød!
Dejligt!
DSB – lidt om serviceniveauet
Dag et med DSB, tog og bus – jeg
frygtede det og endnu engang blev frygten sat til vægs.
Alt kørte helt efter planen. Der var
masser af plads, ja, faktisk var vi så få at vi kunne have været i
en stor TAXI – og den tilbagelagte strækning taget i betragtning –
var det virkelig billigt sluppet.
På morgenturen kunne jeg stille og
roligt sidde og file mine negle, mens morgenkaffen blev indtaget
akkompagneret af en brændende smuk solopgang, hen over de danske
forårs marker.
På turen hjem, passede det så
desværre sådan at bussen kom ind samtidig med at toget det kørte.
I ventetiden fik jeg i samarbejde med
pigen bag skranken på billetkontoret, fundet de rigtige zoner og jeg
blev udstyret med et lille klippekort, som skal klippes ved ud og
hjemrejse. Langt mere komfortabelt og billigere end i dag, hvor jeg
købte både busbillet og sms- billet.
Da jeg kom ud derfra blev jeg mødt af
en medarbejder i orange tøj, som straks kom mig i møde og bød mig
en kop kaffe i form af en kupon.
Han fulgte mig helt op på perronen og
vi snakkede sammen. Da jeg så ville tænde en cigaret var han der
omgående og bød mig en af sine egne.
Vi talte videre om vind og vejr og jeg
fik lyst til at udløse kaffekuponen, hvilket jeg naturligvis
informerede om. Han kiggede på mig og sagde bliv endelig stående og
han sprang afsted efter en kop til mig.
Vi snakkede videre, da han kom tilbage
og han bød mig endnu en cigaret jeg venligt tog i mod.
Inden jeg steg på toget havde jeg både
fået at vide jeg var sød og meget smuk og hvis jeg får brug for
nogen form for hjælp – have pudset mine vinduer eller what ever,
skulle jeg endelig bare ringe på det nummer han afleverede til mig,
sammen med sit navn.
Vi gav hinanden hånden og jeg takkede
for hyggelig snak, kaffe og cigaretter.
Hjemturen gik uden en eneste
forsinkelse!
Hva´ faen er det de brokker sig over?
DSB yder da kundeservice ud over det
sædvanlige!
/VIPse
Vågnede op her til
morgen, på min første dag som katolik.
Nogle af de
spørgsmål der har rejst sig fra omverden i den forbindelse i
månederne op til har været på den ene side utallige og på den
anden helt utrolig ensrettede.
Er jeg så blevet
mere hellig? Næh, ikke mere end jeg var før.
Overlader jeg nu
ansvaret for mit liv i Guds og troens hænder? Næh, jeg tager mindst
det samme ansvar som jeg gjorde før og måske endda endnu mere.
Og så har jeg hørt
helt fantastisk meget på andre folks manglende tro – fuldkommen
ateistisk og latterliggørende og ja, så er der jo lige det der med
de pædofile, om jeg virkelig stod indenfor det? Gu´ gør jeg da ej,
syns og har altid syntes at overgreb, især mod børn, er afskyelige
og skal straffes hårdt – men en håndboldspiller holder vel heller
ikke op med at synes godt om spillet fordi der er en træner et andet
sted i landet der er en af den slags idioter? Og I sender jo også
stadig jeres børn i daginstitution, selvom der også der er pædofile
overgreb, fra tid til anden. Men jeg har da helt klart valgt det helt
rigtige tidspunkt at melde mig ind, hvis det var diskussionerne om
berettigelsen til at gøre netop det, jeg søgte – det var det så
ikke – for der er intet at diskutere, det er mit personlige valg –
et valg der blev truffet efter mange års irritation over den
protestantiske kirkes ligegyldighed og det med at man lever i kronisk
levende lidelse og kun venter på at den befriende død skal
indtræffe.
Katolikkerne har et
lidt andet syn på den sag – langt mere livsglæde og festlighed.
Og anerkendelsen af,
at vi dumme mennesker er syndige og dummer os igen og igen – det er
menneskets lod og det eneste vi kan stræbe efter er at gøre det
lidt bedre – men derfor skal vi jo ikke gå rundt og være triste
hele tiden, af den grund.
Hvis nu man leger
med tanken med at Gud er alles far – så ville det være en
fuldstændig vanvittig forestilling, hvis vi bruger os selv som
forældre, som billede og for at gøre det hele lidt mere jordnært –
det vanvittige ville være, hvis vi satte børn i verden, med det ene
formål, at se dem lide gennem hele livet – vi håber da på, når
vi foretager den fuldkommen egoistiske handling, at sætte børn i
verden, at de får det godt, klare sig godt, bliver lykkelige osv.
jeg kender i hvert fald ingen forældre der jubler når deres kæreste
eje har begået drab eller selvmord eller bliver indlagt med
depressioner eller kommer ud i et misbrug eller bare falder og slår
sig i skolegården.
Så, at jeg valgte
at konvertere, var en stor, men nok en af de nemmeste beslutninger
jeg nogensinde har taget.
Mit fundament og
værdigrundlag bygger på et kristent livssyn – det er der ingen
tvivl om.
Derfor var en
udmeldelse af folkekirken, uden en erstatning ikke en mulighed.
Sekter af enhver art
er slet ikke mig – jeg tror virkelig ikke på at man kan få et
bedre liv ved at skifte navn, spise en eller anden underlig kost
eller gennemføre obskure ritualer, udspundet af en eller anden
menneskehjerne.
Ideen om, at det
måske skulle være katolik er oldgammel – helt tilbage fra mine
teenage år – i november, var jeg så et smut i folkekirken og
syntes det var dybt latterligt med præsten der stod højt hævet
over mig og talte ned til mig, belærte mig om hvordan jeg skulle
leve? Som om han var højere hævet end mig!?!
Derfor kontaktede
jeg en katolsk præst og fik en snak med ham om, hvordan jeg så på
det hele og Luther med.
Det var det.
Inklusive nogle
flere samtaler, om jeg nu mente det og så går jeg til messe. Shit,
jeg følte mig virkelig dum i starten :-)
I går, påskelørdag
nat, kirkens genfødsel og den dag man kan blive lukket ind. Blev jeg
optaget ved et smukt ritual.
Hvis jeg kort skal
beskrive følelsen af den beslutning jeg tog og i øvrigt var ret
enig med præsten om – så er det lidt ligesom at komme hjem!
Men det ændre intet
ved min måde at leve eller tænke på – for jeg har altid haft den
tankegang!
/VIPse
PS: En af de ting
jeg undervejs kom frem til var, at alle de såkaldt ikke troende,
Jantelovsudøvere, i den grad lever op til den protestantiske
tolkning af kristendommen – så, hallelujah – der er ikke noget
at sige til I holder liv i en mere eller mindre halvtom kirke, med en
præst, der hver søndag, kan stå og brokke sig, over alle dem der
ikke kommer i kirken – sjovt, nok ligger det jo netop i den
retning, at troen er en meget privat ting, så hvad brokker de sig
egentlig overhovedet over?
I den mere seriøse
ende, blev jeg endvidere også enig med mig selv om, at kirke og stat
burde skilles ad – så det er et frit og personligt valg, om man
vil sætte sine ben i en kirke. Det er uanset hvordan man vender og
drejer det, grænseoverskridende, at alle nyfødte børn skal
registreres på et kirkekontor i en folkekirke, når den
administration lige så nemt kunne ligge på et kommunekontor,
hvilket ville virke langt mere naturligt og respektere Grundlovens
fine ord om trosfrihed.
040410
Aldrig har vi før,
som nu klistret diagnoser på os selv og hinanden. Brugen af ordet
psykopat og udråben hinanden til sindssyge i flæng trives i bedste
velgående.
Men hvad er den af,
er vi blevet et samfund fuld af folk med psykiske sygdomme eller er
danskerne bare blevet langt mere intolerante end de hidtil har været?
Som et lille spring
vil jeg tage udgangspunkt i strafferetten, som bygger på grundloven,
og formålet for folkeskolen. En lidt sjov sammenblanding, men jeg
vil forsøge at bringe dem sammen til noget forståeligt.
Ifølge
strafferetten er man uskyldig indtil andet er bevist og enhver
forvaring er med henblik på forbryderens forbedring. Altså hermed
er der indlagt en forsikring for det enkelte menneske om at det også,
stort set uanset hvad er og skal være en del af samfundet. Samt at
samfundet som hovedregel har en grundlæggende tro på det enkelte
menneske.
Ifølge
folkeskoleloven skal vi, der arbejder der og dem der vælger deres
børn skal gå der, sørge for at eleverne er i stand til at deltage
i samfundet som demokratiskeborgere. Folkeskolen skal være en form
for afspejling af samfundet og netop give børnene de grundlæggende
redskaber for at kunne deltage, samt lære dem at vi alle sammen skal
være her, på godt og ondt.
Mener dem der vælger
privatskole tilbud så ikke, at deres børn skal deltage i samfundet,
eller?
Og hvad med
forældre, der vil have deres eget barn i centrum og tilrettelagt
undervisning kun for deres barn og i øvrigt vil have indflydelse på
undervisningens indhold, hvem der skal smides ud af klassen og hvem
der skal undervise deres børn?
For lige at afværge
de værste angreb, kan vi være enige om at voldelige og
adfærdsmæssigt grænseoverskridende elever skal isoleres fra deres
klassekammerater, i kortere eller længere perioder, af hensyn til de
øvrige elevers sikkerhed, men i den grad også for at lære dem, at
det er fuldstændig uacceptabel adfærd, som netop afføder en
”forvaringsstraf”, til adfærden er ændret.
Vi har som bekendt
ikke dødsstraf her i landet, i meget grove tilfælde af direkte
landsforræderi kan folk landsforvises, men ikke slås ihjel. Det
ville også være et moralsk paradoks på den ene side at straffe
folk for mord og så selv slå dem ihjel, det hænger ganske enkelt
ikke sammen.
Af en eller anden
grund har borgerne i Danmark udviklet sig til, at agere som om de vil
både landsforvise og indføre offentlig bespotning, selv af børn –
spørgsmålet er hvorfor?
Mine betragtninger
bygger ikke på andet end mine egne observationer og konklusioner
deraf og jeg tager udgangspunkt i folkeskolen, som afspejler
samfundsudviklingen helt godt.
Børn i dag er
mindst ligeså dejlige og møg umulige som børn altid har været og
skal være, det vil jeg starte med at slå fast.
Samtidig har vi fået
flere og flere børn der ikke kan rummes i klasselokalet og som
forældregrupper indkalder til forældremøder om, fordi de ikke kan
acceptere deres børn udsættes for de børn og at skolerne ikke
tager ansvar og gør noget ved det.
Vi får flere og
flere børn og for den sags skyld også voksne, med diagnoser af
forskellig art. særligt er diagnoserne i autisme spektret i stærk
fremgang, ADHD, Asberger osv. det er børn der reagerer på
forandringer og bruger uforholdsmæssigt mange kræfter på det
socialesamspil.
Jeg har altid førhen
været modstander af at diagnostisere tilsyneladende normalt begavede
børn, men har ændret mening til en vis grad, fordi jeg kan se det
er en hjælp for børnene selv og deres omgivelser. Men
sygeliggørelsen af store grupper af befolkningen, mener jeg er en
alvorlig glidebane.
En diagnose kan være
en et hjælperedskab til, at skabe sig et fornuftigt og indholdsrigt
liv, men bestemt også en velkommen undskyldning for det modsatte –
ligesom jeg ser en risiko for, at de ikke bliver taget alvorligt af
dem der omgiver dem, fordi de jo er syge i hovedet!
Hvis man ser lidt
objektivt på det, kan det ikke være en sandhed at ca. 33% af den
danske befolkning er syge i hovedet og ikke fuldgyldige medmennesker
og samfundsborgere. For det er ca +/- den andel af folkeskoleelever
vi kan påklistre div. diagnoser.
Hvor ligger
problemet så?
Det ville være nemt
at sige det var forældrene, det er det jo sådan set et eller andet
sted også. Men det er også lærerne, pædagogerne og så videre.
Hvis vi træder
indenfor i en klasse en morgen – vi kan starte helt inden barnet
kommer i skole om morgenen.
”Hvad vil du have
til morgenmad, hvad vil du have på af tøj, vil du se TV eller ikke,
hvad vil du have med på madpakke, i morgen skal du være hos far,
hvis du har lyst eller nej, du skal og vil du helst på SFO eller med
hjem til GurliMarie?” En bunke valg bliver barnet udsat for. Og det
er fint børn har medbestemmelse og man lytter til dem, så længe
det er alderssvarende og ikke for meget. Lyt til dem og træf en
beslutning, det er den gode forælder. Inden de når ud af døren er
barnet både træt og overstimuleret.
Henne i skolen bærer
mor eller far tasken ind i klasselokalet, kommer faktisk ofte lidt
for sent og er uanfægtet af at undervisningen skal i gang. Læreren
eller skolen opsætter så nogle regler, som de alligevel ikke kan
eller vil håndhæve. For første gang, måske først anden gang, de
låser døren ind til klasseværelset kl. 8.00 – ryger forældrene
op på skolenskontor, til skolebestyrelsen eller lokalTV og klager
over den urimelige behandling deres små poder udsættes for.
Læreren og
skolensledelsen bliver usikre og tilbagetrækker og undskylder.
Det foregår faktisk
sådan nogle steder, andre steder har skolerne trukket linierne op og
smider børnene ud og hjem for et godt ord, de fralægger sig
ansvaret fuldstændig for barnets opdragelse.
Begge dele er lige
skidt.
For med folkeskolens
formålsparagraf ligger ansvaret implicit begge steder.
I gamle dage var det
meget nemmere og her er der en sandhed. Det der var nemmere var, at
der herskede en fælles forståelse for, hvordan børn skulle opføre
sig – de skulle makke ret og indpasse sig. Hvilket gjordet meget
nemmere at være både barn, forælder og voksen. I rigtig mange
tilfælde og i andre en del sværere.
Jeg kan godt lide
tanken om at man rent faktisk lytter til børnene og deres behov.
Men det er ikke
barnets behov, at skulle bestemme og tage stilling til verden som en
voksen. Det kan de ganske enkelt ikke, det er deres hjerne ikke
udviklede til hverken rent neurolgisk, biologisk eller
erfaringsmæssigt.
I forhold til
folkeskolen og sådan set også helt generelt, ville det være en vej
frem at man anerkendte hinandens kompetence områder og rettede ind
uden at stille spørgsmålstegn ved alting. Så hvis nu læreren
siger, at børnene skal være der til tiden, så skal de det og det
er forældrenes ansvar at sørge for det.
Hvis nu læreren
siger at forældrene skal give barnet hue, vanter og gummistøvler og
en sundere madpakke, er forældrene i deres gode ret til, at bede
hende blande sig uden om.
Hvis forældrene
fortæller læreren, at hun skal undervise efter en anden bog, skal
læreren bede forældrene om at blande sig udenom.
Jeg syntes f.eks. at
det var meget forvirrende engang jeg sad med min datter på sygehuset
og lægen spurgte mig om, hvilken behandling jeg syntes var den
rigtige – det burde han da vide??
Lige præcis her
tror jeg, der er en pointe i vores behov for diagnosticering og
afstandtagen fra alt det vi ikke lige kan forholde os til hos andre
mennesker.
Vi skal træffe en
bunke valg, som vi overhovedet ikke er kompetente til. Det gør os
bange og usikre.
Hvis man tænker på
en hund, der er bange og trængt op i en krog, så er det nærmest
barnelærdom, at hvis hunden bliver usikker bider den.
Af lidt omveje kom
jeg frem til min pointe, håber jeg – det er usikkerhed og angst,
der gør at vi nærmest panisk skal have kategoriseret alt omkring os
eller tager afstand fra det og hinanden.
Er det sådan et
samfund vi ønsker??
Når det i
virkeligheden er dødhamrende provokerende enkelt, hav tillid til
hinanden og tro på, at de andre sikkert gør det godt nok og hvis du
selv kan stå indenfor det du gør og laver, er det vel dybest set
ligegyldigt hvad naboen gør, så længe det ikke er kriminelt og
strafbart.
/VIPse
PS. Husk i øvrigt,
at anmelde det, hvis du bliver bekendt med den slags, for samfundets
og din egen samvittigheds skyld. Fordi det er pinligt og uklædeligt,
at folk kan blive både overfaldet og voldtaget uden at en eneste
griber ind overfor det.
200310
Noget om ægteskab set fra mit
perspektiv.
Et ægteskab, skal være på godt og
ondt, i medgang og modgang og for livet.
Hvis ikke man kan sige ja til det, skal
man lade være med at misbruge kirkens rum og præstens tid på, at
udleve sin prinsesse for en dag drøm.
Et ægteskab skal kun brydes der, hvor
kontrakten mellem mand og kvinde ikke er til at reparere, hvis
vreden, mistilliden og hadet kommer i mellem dem og ikke kan heles.
f.eks. pga mental forstyrrelse eller utroskab, enten ved kønslig
omgang med tredjepart eller ved anden form for brud på den enhed,
som manden og kvinden skal udgøre.
Personligt er det for mig ikke
nødvendigt, at stå der i en drøm af en kjole og have en kæmpe
skare af folk til, at se på. Det er ikke et skuespil der skal
spilles efter et perfekt skrevet manuskript, men noget vigtigt, der i
virkeligheden foregår mellem manden og kvinden der vælger at smede
sig sammen i Guds åsyn.
At man måske så får lyst til at
fortælle det til hele verden er en helt anden sag, men selve
handlingen, ritualet, meningen med det er, et personligt anliggende.
En tillidserklæring om at man vil være der, og være mere end en
til at bære verden på sine skuldre.
Har man allerede der en formodning om
at et parforhold kun holder til man går ind i næste fase af livet,
bør man nøjes med at indgå registreret partnerskab, så man sikrer
børn og fælles ejendom bedst muligt ved et brud.
Vælger man derimod at gifte sig, sådan
rigtig, er det helt naturligt at økonomien bliver fælles – dine
penge er mine penge og omvendt. Hvem der tjener dem, bør være
fuldstændig lige meget og går man ud fra man ikke skal skilles og
alligevel ender der, er det naturligt man deler lige over, fordi det
har været en del af den fælles aftale, hvem der tjente pengene og
hvem der måske gik hjemme. Medmindre den ene part er gået ind i
ægteskabet med langt bedre økonomisk ballast end den anden, så bør
man være stillet som da man kom ind, sådan cirka.
Til den snak der har været om, at det
er urimeligt, at en kvinde der har levet af de penge manden tjente og
ikke selv har tjent nogen, at hun så står i en ulige økonomisk
situation, ved evt. skilsmisse – mener jeg at det er underkendelse
af kvindens intelligens, at forestille sig, hun ikke kan bygge et
fornuftigt liv op uden mandens penge – igen, og som en lidt bitter
side bemærkning er det kvinder der mener det. Hvem er det lige der
undertrykker hvem??
I øvrigt kunne det omvendte i lige så
høj grad være tilfældet, men det nævner disse kvinder intet om!
Personligt ville jeg hellere leve på
en sten, end blive forsørget af en eksmand – det ville jeg finde
så nedværdigende som noget næsten kan være – heller være
rigtig luder så. De tjener da i det mindste deres egne penge og
klarer sig selv.
Har man fået børn sammen, bør det
være i begge forældres interesse at sikre børnene rent økonomisk,
alt andet er ligefremt idiotisk – men i øvrigt ofte det der
strides om, hvor latterligt og infantilt det så end er.
Det var så lidt om ægteskab og
skilsmisse set ud fra mit perspektiv.
/VIPse
150310
Er børn en menneskerettighed??
Kvinderne bliver ældre og ældre når
de får børn. De vil have det hele ud af livet, det kan man vel
næsten ikke bebrejde dem, men jo ældre kvinderne bliver, des større
bliver behovet for kunstigt fremstillede børn, ganske enkelt fordi
kvindernes fertilitet bliver ringere som årene går og det er der
måske en god grund til?
At en del ældre kvinder bliver
kunstigt befrugtet åbner helt naturligt spørgsmålet for grupper af
befolkningen, der ellers har været helt afskåret for at sætte børn
i verden. Homoseksuelle, singler og ja, måske nonner begynder, at
ville have børn, for man kan jo sagtens sige at de ikke har været i
seng med en mand, ved kunstig insemination.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at de
tænker ”hvis de må, så skal jeg også have lov” det virker
logisk og drejer debatten ind på om homoseksuelle, singler osv. kan
varetage forældrerollen.
Jeg synes det er en ubehagelig
diskussion og min eneste logiske konklusion, bør være at kunstig
insimination, ikke burde finde sted.
Kvinderne kan få børn når deres krop
er parat til det og de kvinder der vælger en karriere og
selvdyrkelse indtil de ikke gider mere og får lyst til, at
prioriterer anderledes, må tage konsekvensen og leve videre uden
børn, hvis de ikke kan få nogen.
Det et valg og alle valg medfører som
bekendt et fravalg.
Måske, hvis kvinderne var yngre og
ikke i detaljen havde planlagt børnenes ankomst, ville de føde helt
naturligt og ikke som det er nu, at de vælger kejsersnit, fordi de
er bange for det gør ondt og de ikke kan kontrollere det der sker.
Det er til fare for barnet og risiko for komplikationer, som der
altid er ved operationer. Men det er de ligeglade med.
Skal vi virkelig betale en helvedes
masse i skat, for at en masse egoistiske selvcentrede kvinder, som
små forkælede børn, kan få det som de vil have det og ikke mærke
konsekvensen af det der er livet. Det gør ondt at føde børn, men
det har kvinder levet med lige siden Eva fik sin førstefødte og de
kvinder der ikke kunne få børn, fik ikke nogen.
En diskussion om hvem der er egnede som
forældre er helt ude i hampen, for forældre der får børn er
egnede til opgave og sikrer mangfoldighed i befolkningen – netop
fordi de ikke er særlig udvalgt til opgaven.
/VIPse
150310
barsel, omsorg og pension
Lidt om barsel, omsorgsdage og pension.
Vi har efterhånden fået nogle barselsregler der stort set ligner noget der til gode ser børnenes behov, for tæt kontakt i deres start på livet, men 2 år havde været bedre.
Der opstår dermed et endnu større problem for kvinderne, rent økonomisk – vi opsparer ikke en pension tilsvarende mændenes. Det sås tydeligt i forbindelse med udbetaling af den særlige arbekjdsmarkedspension sidste år, der var en del kvinder der fik et latterligt lille beløb og ja, vi kunne lave ordninger, skrive en masse dokumenter med den mand vi har fået dem med, men i det ligger der to problemer – kvinder der får børn alene og påtager sig ansvaret for det, opnår ikke den mulighed og endvidere gør det kvinden økonomiskafhængig af manden – i 2010 virker det på en eller anden måde helt forkert.
Den del forsøger man så at udligne ved at tvinge mændene hjem og passe børnene – ligelig fordeling, ligesom listerne med fordeling af opgaverne i hjemmet, som er så latterlige. Igen overtræder man den personlige frihed og det frie valg, for både mænd og kvinder.
Jeg skal ikke sige et ondt ord om de forhold hvor manden vælger at gå hjemme og passe hus og hjem – det er op til det enkelte parforhold og hvis man som kvinde godt kan lide manden med forklæde på, så fred være med det – men jeg ved det ikke er alle der har det på den måde.
Når jeg snakker med kvinder, der enten er tæt på at skulle starte op på arbejde igen eller lige er begyndt – de er fuldstændig rundtosset, har det skidt, får dårlig samvittighed og tænker mere på barnet der skal passes og opdrages af fremmede, end de tænker på deres arbejde, hvilket jeg synes er helt positivt.
Det er ikke kvinderne der er over pyldrede, overfølsomme eller ikke kan give slip, de følger bare deres helt naturlige instinkt, for at beskytte deres afkom.
Den reaktion fortæller med tydelighed at der er noget galt ved at de skal aflevere børnene. For de flestes vedkommende 37 timer plus transport så det nærmer sig 45 timer om ugen eller mere.
Det er utopi at forestille sig kvinderne skulle hjem og stå bag kødgryderne igen, så vidt jeg ved, var det kun i 50érne og 60érne, at den lille drøm nærmest blev udlevet, ellers har kvinder altid knoklet samtidig med de havde børn.
Det kan undre mig at man ikke indretter arbejdspladserne, så der er langt større fleksibilitet.
Det skulle være muligt at blive hjemme ved barns sygdom, ikke kun 1- 2 dage, men under hele sygdomsforløbet, det skulle være langt mere almindeligt børnene kom med på arbejde, de dage de var for trætte og uoplagte til at komme i institution – i det hele taget en større grad af ophævelse mellem privatsfæren og arbejdslivet. Det vil helt klart kræve en anden opfattelse af børnene, de skal lære at opføre sig ordentligt og ikke være i konstant fokus i samværet med deres forældre. Jeg vil ikke her bruge tid og plads på at snakke om børneneopdragelse. Men som børneneopdragelse er i dag, forstår jeg ganske godt at arbejdsgiverne helst ikke ser at børnene kommer med – for forældre kan ikke udføre et stykke arbejdet, mens deres børn er tilstede.
Hvordan mon de fik mad på bordet i gamle dage efter der var kommet børn i farvandet i de små hjem??
Inden jeg slutter vil jeg lige nævne en evig irritation, som jeg uanset adskillige argumenter ikke kan se den logiske fornuft i.
Hvorfor skal job som pædagog, lærere, dagplejemor, social og sundhedshjælp – you name it – være så lavt lønnet??
Og det værste er at kvinderne selv holder fast, i at deres løn da er god nok – i virkeligheden burde de være nogle af de højest betalte jobs, eftersom det er det, der i sidste ende kommer til at redde samfundets røv.
Ikke en eneste ville nedlade sig til eller kunne se logikken i, hvorfor de skulle hjælpe deres gamle mor engang ude i fremtiden – hun afleverede jo også sine unger og lod nogle andre om det beskidte arbejde – jeg kan slet ikke få dårlig samvittighed over at tænke sådan, kan du??
/VIPse
150310
Så kører debatten
igen. Og jeg tænker kommer de aldrig videre.
Som om det
nogensinde løser noget som helst at der kommer flere mænd i
daginstitutionerne og i skolerne, når det er derhjemme drengene
mangler mandlige forbilleder.
Mænd der er mænd
og tør være det.
Historisk set har
kvinderne altid taget sig af børnene, indtil de nåede en vis alder.
Herefter tog far
over i forhold til drengene og slæbte dem med ud på manddoms
prøver, der passede til det samfund de befandt sig i og det der nu
engang krævedes af en mand.
Forvirringen er i
dag fuldstændig.
Skal far nu lære
sin søn at strikke, skifte ble og tude som en tøs? Skal han tage
ham med ind i fædrebasisgruppen, hvor de kan sidde og hækle, mens
de blir´ enige om, at kvinderne undertrykker dem?
Problemet er at
drengene ikke rigtig får taget en uddannelse i øjeblikket og det
skulle så være manglen på de mandlige forbilleder i skolen og
institutionernes skyld?
Hvornår forstår de
mon, at børn og deres udvikling er forældrenes ansvar, medmindre
man altså ønsker noget der ligner et kommunistisk samfund, hvor det
enkelte menneskes værdi er lig med ingenting og en masseopdragelse,
ensretning og fjernelse af den selvstændige tænkning er idealet.
Som kvinde bliver
jeg tosset, jeg føler mig intimideret og nedgjort, for lige præcis
det somer min naturlige force, sådan helt naturligt falder det mig
ualmindelig nemt, det der med at tage mig af børnene og deres
velfærd, hvorimod, det er og bliver en kamp, at forsøge på, at
gøre mig gældende på arbejdsmarkedet og mens det lykkes mister jeg
min kvindelighed – mister grebet om opfyldelsen af mine egne børns
behov for tryghed og nærhed.
Det værste af det
hele er at det er KVINDER, der sidder og udtaler sig om de her ting.
De fratager andre
kvinder muligheden for at vælge frit og med hjertet.
De sidder faktisk og
hæver manden op til en form for Gude status, ved at højne hans
tilstedeværelse på typiske kvindedominerede områder.
De er langt mere
kvindeundertrykkende end de selv aner!
/VIPse
140310
8. marts 2010, i mange år vidste jeg
kun at det var kvindernes internationale kampdag, fordi kvinderne i
min familie altid morede sig over det til fødselsdagsselskabet, med
boller, lagkage og kage og kage og 2- 3 retters menu, kreeret af min
mormor i anledningen af, at min morfar havde set dagens lys på denne
dato.
Hvorfor de morede sig vil jeg ikke
komme nærmere ind på, men hvis I er bare lidt kvikke kan I måske
selv regne det ud!
Sidste år var kampdagen så et 100 års
jubilæum og jeg gik med i paraden – blev irriteret over bannerne
og stemningen, men nød koncerten på Rådhuspladsen.
Der er så meget tvang og gåen i mod
det helt naturlige i den sammenslutning og jeg har aldrig forstået
den kamp, for jeg har vitterligt aldrig i mit liv kunnet se, hvorfor
jeg ikke var god nok med de evner jeg er udstyret med.
Men jeg har fået tudet ørerne fulde –
osse i den grad og jeg har mærket manglen på anerkendelse,
morskaben i stemmen da jeg som lille og faktisk nok nærmest ung,
proklamerede, at jeg ville være mor når jeg blev stor og måske
eventuelt dagplejemor.
En ting havde jeg ikke gennemtænkt
dengang, mit liv har ikke kun værdi gennem mine børn – derfor har
man aldrig set mig stå side om side med de andre mødre langs
fodboldbanen eller noget lignende.
Det gider jeg ganske enkelt ikke og
synes derudover det er et overgreb, til en vis grad, på børnenes
personlige frihed – det har nu ikke været grunden – det har bare
aldrig interesseret mig at stå og pladre om og fremvise, hvor
fantastisk en mor jeg nu var – når nu jeg er det!
Jeg har brug for anerkendelse – at
føle jeg får respekt for det jeg gør og kan – det får man ikke
med de mål jeg havde her i livet – man bliver set på som lidt små
dum og uambitiøs og det var mere end jeg kunne klare, at have
siddende på mig som prædikat og her er anerkendelsen fra ens
ægtefælle og børn komplet ligegyldig, det handler kun om en selv!
Kvindernes internationale kampdag, hmm.
At kæmpe mod mændene er for dumt –
så det anbefaler jeg at lade være med, det er der ingen grund til –
vi kan ikke leve uden hinanden og har aldrig nogensinde kunnet.
Kampdag, jeg smager lidt på ordet.
Kampdagen er ikke død, den er mere
levende i dag og har sin berettigelse lidt mere i dag end den havde
bare i går.
Langt om længe, endelig kom det ud i
radioen, på P3, i nyhederne – det som jeg har sagt og sagt og
gentaget, igen og igen – det er kvinderne der holder hinanden nede.
De danner netværker, kvindenetværk og
kommer ingen vegne – præcis som i en mødregruppe, som i den grad
er spild af tid og kun kan bruges til at sidde og sovse rundt i hvor
forfærdelig svært og hårdt det hele er – det bringer ingen frem,
overhovedet.
Kampdagen bør fremover bruges til ægte
kvindekamp – en boksering, hvor vi bekæmper hinanden og alle de
latterlige ting, som gør at vi fastholder hinanden i hvor svært det
er at være kvinde.
Hvor svært kan det lige være – der
har været kvinder i lige så lang tid som der har været mænd og vi
er på ingen måde unikke – kvinder har fået børn, haft mænd,
set både børn og mænd dø, overlevet det, arbejdet, kæmpet og
klaret det hele – så hold dog op med det piveri!
Og kæmp for din kvindelighed!!
/VIPse
|
|
 |
|
|
|