- en blog

Miss Smukke

Jeg hedder Miss B – kastede mig ud i bloggens kunst og slog næsen, for jeg passede slet ikke ind. Det for anstrengende ikke at falde ind og i øvrigt heller ikke ønske det.

Jeg prøvede at fortælle lidt om mit liv, men blev hejlet ned, som en møgforkælet og forskruet kvinde. Nok om det. Her følger nogle af de indlæg jeg skrev. Det er dagbogsagtigt og måske lidt underligt at læse på den her måde.

Jeg holdt en uges tid ude på den der blog, det var ikke nogen normal uge, efter jeg blevet svinet til i en helt umenneskelig grad, men det kan I se hvorfor det var så hårdt, når i kommer længere ned i teksten. Det viste sig nemlig ikke at blive en helt normal uge – lidt voldsommere end normalt, selvom truslerne er en almindelig del af vores hverdag. Sådan er det bare og det vænner man sig til.

Jeg havde godt nok ikke forventet andre bloggere var så ubehagelige, men så blev jeg det klogere. Det er jeg heldigvis ikke vant til, fra de relationer jeg ellers befinder mig i.

Jeg begik måske nok den fejl, at jeg ligesom kastede mig ind i debatterne og var lidt bedrevidende, fordi jeg blev lidt overrasket over, at folk havde så stort et behov for anerkendelse og så fik jeg det lige pludselig selv. Ironisk nok. Det virker umiddelbart som om man kan få den, men det kan man ikke og de sårende ubehagelige udtalelser om ens person rammer hårdt, det gjorde de i hvert fald på mig.

Jeg fandt ud af at man ikke måtte være enig med nogen af det modsatte køn, for så var man ude på at score? Jeg har det altid bedst i mandligt selskab og det ville godt nok være noget rod, hvis jeg var ude på at score dem alle sammen – hold da op, så ville jeg slet ikke kunne se mig selv i øjnene. Til gengæld skulle man helst heller ikke være uenig med de forkerte, det var noget værre rod og slet ikke noget for mig. Det værste var de voldsomme anklager og udtalelser, det var rigtig ubehageligt. Og de kendte mig jo ikke engang. De ville heller ikke. De ville allerhelst bare køre alle deres fordomme af.

Til sagen:

Goddag! :-)

i ly af natten kom denne vanvittige tanke - må nu se om det er til at finde en der er med på den mere eller mindre tossede ide ...

- Miss Beautiful

Julegave

Den smukkest julegave fik jeg af min mand i år - lidt for tidlig, men alligevel på dagen - en gave uden fysiskform - en gave der kan vare forevig tid og flagrer i vinden som den smukkeste musik .

Jeg har verdens aller dejligste mand - nu går jeg og glæder mig til han kommer hjem.

- Miss B

Juleaften

Vi var bare os - han kom hjem - lidt god mad og et tændt juletræ! Smukt syn. at betragte liggende på lammeskindet foran pejsen - sådan helt tæt , med videre ;-)

Nu er det sent, han ligger og snorker  (håber ikke han læser det her, for han påstår selv han ikke gør) i sengen ved siden af mig - nu vil jeg gå samme vej ...

- Miss B

1. juledag

Det er ikke fordi der sker så forfærdelig meget på denne her 1. juledag.

Jeg går og rydder lidt op, gør rent og tjah, bare nusser lidt rundt

Det er faktisk rart at have ham hjemme lidt og vi har fået vendt et par ting og sager i løbet af dagen.

Det er dejligt at få talt sammen.

Når jeg har gået en aftentur i mørket, vil jeg smide mig foran skærmen og se en film...

- Miss B

Tudeprinsessens fald

Jeg har ikke set filmen endnu, men fik gået en tur og her gik jeg og tænkte lidt på de år der er gået - tiden siden vi mødte hinanden.

1. gang jeg så ham, var jeg tæt på at gå bagover - han var ganske enkelt imponerende og jeg blev lidt bange for ham - elller det kan nærmere beskrives som en slags ærefrygt - ikke spor angstbetonet - han havde den der udstråling som jeg slet ikke kunne stå for.

og så var jeg ved at vælte hans øl ... typisk!!

Vi talte ikke sammen den aften, han forsvandt ud af døren og jeg gik hjem til mig selv.

Han flyttede ind i mine tanker og blev indbegrebet af MANDEN

Senere mødte vi hinanden igen og endte sammen, hvordan er irrelevant her - for det er udviklingen i vores forhold jeg ville fortælle om.

Han er væk en del, både fysisk og mentalt - det har været lidt af en udfordring, mest fordi jeg klæber en smule, kan man vist godt sige eller jeg kan godt lide nærheden, at han hele tiden er indenfor rækkevidde, så jeg kan spørge ham om alt mellem himmel og jord.

I starten tudede jeg - når han tog afsted og når han kom hjem igen - trampede i gulvet når han forsvandt ind på sit kontor.

Han kiggede på mig med udtryksløse øjne og en dag spurgte han mig om, jeg egentlig vidste hvad det gjorde ved ham, at jeg teede mig sådan.

Ikke overraskende var han ved at være godt og vel træt af mig - for det gjorde jo ondt på ham at han ikke kunne opfylde mine behov - han følte sig utilstrækkelig og uelsket!

Jeg blev paf og gik i tænkeboks - og forsvandt præcis som han plejede at gøre.

Han var Mr. Perfect for mig - det kom jeg hurtigt frem til.

Det var her spejlet blev fundet frem og gransket nøje - resultatet blev efter lang tids reflekteren.

Min opførsel betød at jeg mistede mig selv, blev uselvstændig og uudholdelig at være sammen med.

Jeg besluttede derfor at tuderiet skulle være slut, medmindre der var grund til det - så jeg kan stadig tude af glæde når han kommer hjem og når han viser mig at han elsker mig og selvfølgelig når der er ting jeg bliver ked af.

Nu ved han at det er et udtryk for reelle følelser og ikke fordi han ikke slår til og at jeg bare har brug for et kærtegn eller et klap på kinden.

For mig var det utrolig befriende at give slip på afhængigheden af hans godkendelse af hvert et skridt jeg tog.

De småbarnlige scener, hvor vi stod i hver sin lejr og ville have vores vilje - for vi er ret viljestærke begge to - er en saga blot.

I morgen vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg kom over jalousien der nemt kan opstå i et forhold, hvor den ene hele tiden rejser væk og den anden futter mest rundt derhjemme ...

Nu skal den film ses :-)

Jalousiens kontrolfreak

Som sagt vil jeg her forsøge at fortælle lidt om hvordan man eller nærmere jeg håndterer den jalousi der kan opstå i et forhold, hvor den ene part er meget outgoing eller nærmere er meget væk på den ene og den anden måde.

Lad mig tage udgangspunkt i mig selv.

Jeg har et stort behov for at føle mig bundet, at høre til, det kan godt udtrykkes som at jeg gerne vil ejes, være under kontrol af en der har en form for overmyndighed.

Det har i vores forhold givet anledning til en del frustrationer og afklarings diskussioner.

Han må gerne, for nu at være lidt ekstrem, aflytte min telefon, læse mine sms´er, sætte en gps i min bil osv. og sætte overvågningkameraer op i vores hjem osv. Det ville være en naturlig tanke, at det skulle gå begge veje.

Men han har det stik modsat, tror jeg, han agerer i hvertfald sådan.

Det betød at jeg begyndte, stik imod hvad jeg selv havde lyst til, at følge med i alt hvad han foretog sig. Stille det ene spørgsmål efter det andet når han kom hjem og når han skulle afsted. sendte bunkevis af sms´ er. ringede på de mærkeligste tidspunkter.

Hele mit liv handlede om ham og hvad han lavede.

Vi havde jo aftalt at vi skulle kunne stole på hinanden og det her var så langt fra det som det overhovedet kunne være.

Jeg var blevet en sur kælling at komme hjem til og han blev en indelukket og gnaven mand.

Det har været svært at give slip, ikke rent personlig, for det er godt nok, for mig at vide han elsker mig og altid kommer hjem igen, og at jeg ved han har mig i sine tanker, for det meste og i hvertfald bagefter.

Jeg faldt  for en selvstændig mand og mit højeste ønske er, at det skal han blive ved med at være, med alt hvad det indebærer.

Det der er svært ved det er, den opfattelse der regerer rundt omkring mig.

Jeg bliver hurtigt opfattet som lidt smådum, for de andre tror jeg ikke ved, hvad han foretager sig og de forstår ikke at jeg synes det er ok. Jeg skal skære igennem, mener de og stille krav til ham.

Det gør jeg også, endda store krav.

Han skal gøre det han selv kan stå indefor.

Så hvis nu han knepper en anden ødelægger det kun noget, hvis han gør det, fordi han gør det som en flugt fra vores forhold, men det ødelægger ingenting, hvis det bare er fordi han ikke kan lade være at tage for sig af retterne. Mit krav er at han skal fortælle mig det, når han kommer hjem. Jeg bliver først nervøs, i det øjeblik han søger at skjule det for mig. det er tillidsbruddet - og tillidsbrud er en katastrofe for et forhold.

Det er også vigtigt at han definerer om han vil forstyrres eller ej, når han tager væk - det minimerer irritationsmomenterne og det går selvfølgeligt begge veje - for jeg har bestemt også tidspunkter, hvor jeg ikke vil forstyrres eller ikke vil fortælle hvad jeg skal - f.eks er det ikke skide sjovt, at han ved hvad han får i gave eller hvis jeg er i gang med at planlægge en eller anden form for overraskelse eller bare afprøver noget, som jeg gerne vil have for mig selv - indtil det er overstået og jeg kender udfaldet.

Kortsagt handler det om, at man siger det til hinanden og stoler så meget på hinanden at man husker at lade hinanden være i fred, uden at tage det som en personlig afstandtagen.

I må undskylde det blev lidt rodet, det er svært at beskrive - for jeg påstår at jeg ikke er jaloux anlagt, men alle kan ende i et jalousidrama alligevel, også jeg.

Kortfattet handler det om at man har tillid til sig selv og at man ikke holder en masse skjult for hinanden og samtidig respekterer, at bare fordi man lever sammen er det ikke nødvendigvis alt, man har lyst til at involvere sin partner i, lige med det samme.

Ærlighed er en vigtig ingrediens for at få det til at fungere

slip forventningerne løs

Der var særligt en ting jeg var glad for ved min mand og det er han siger hvad han forventer af mig, det giver mig altid mulighed for at overveje om jeg kan indfri hans forventning eller ej.

Det gør alting nemmere

Det er naturligvis ikke alle forventninger der kan indfries, hverken fra hans eller min side. det sparer os for gætteriet og forventningerne man alligevel har, men ikke tør udtale højt.

Det er ikke fordi det altid er lige let, især ikke når det er områder som ligger ens hjerte nært og er vigtige for en at få opfyldt.

Det svært at skulle stå ansigt til ansigt med et "nej, sådan kan det ikke blive."

Men hellere det end det modsatte, hvor man måske aldrig får det man gerne vil ha´, fordi man aldrig får sagt det og så ender man måske med at gå fra hinanden og tænk hvis man efterfølgende fandt ud af, at man kunne have fået det hele eller tæt på, hvis bare man havde talt sammen.

I min verden er det i hvertfald sådan at er man først gået fra hinanden er der ingen vej tilbage, så det gælder om at passe på det man har ...

det må aldrig blive krav, som man ser det i datingannoncer - her tror jeg i virkeligheden heller ikke det er krav, men mere ønsker og de afspejler jo et vigtigt issue i tiden - at rigtig mange mennesker hellere vil have at andre opfylder deres behov eller ændrer sig - i stedet for de ændrer sig selv eller opfattelsen af den verden de er i ...

- Miss B

Status i Frit Fald

Vi havde ikke kendt hinanden ret længe før han meget direkte sagde til mig. "Jeg vil gerne have du går hjemme og som sådan har hovedansvaret for hjemmet."
Jeg kiggede vist nærmest lidt forskrækket op på ham og mærkede svaret der lå klar på tungen. "Det skal du overhovedet ikke blande dig i"
Jeg bed det i mig og spurgte "hvorfor?" han trak på skuldrene og svarede, "bare fordi sådan kan jeg bedst li det"
"Jeg tænker lidt over det" blev mit endelige svar, den dag.
Det krævede en del overvejelse.
Jeg var en selvstændig kvinde der var vant til at tjene mine egne penge, klare både hus og hjem, hælde olie på bilen, male væggene og slå både søm og skrue skruer i. Jeg kunne stortset det samme som en mand og alt det en kvinde skal kunne i et hjem og et køkken.
Jeg var på arbejde mange timer hver uge og havde derudover mindst 100 jern i ilden ved siden af det - når jeg remsede op blev folk helt vildt imponeret.
Var det det jeg skulle opgive?
Og hvad ville jeg få tilgengæld?
Kunne jeg leve med den statusnedgang det ville medføre, var det fordi han ville bure mig inde og fede mig op så ingen andre fandt mig tiltrækkende?
Statusnedgangen - tjah, det var vist inde i mit eget hoved den foregik, for når jeg kom med remsen, var det ikke noget der gav mig ægte glæde.
Hvis folk derimod spurgte min mand eller om vi snart skulle have børn - blev jeg helt blød og varm inden i.

Valget faldt på det der gjorde mig varm.
Med et indbygget kompromis, som betød at jeg startede det op jeg længe havde drømt om, men ikke haft overskud til - det kunne køres op og ned i aktivitetsniveau alt efter familiens og mine behov. 
For jeg kunne ikke se mig selv uden at bruge de evner jeg er født med og som ikke kan opfyldes indenfor hjemmets fire vægge.
Det andet ønske var ikke noget problem, det faldt helt naturligt og han hjælper selvfølgelig til,  men det er mig der har det forkromede overblik over hjemmets tilstand …

- Miss B

I morges kørte jeg min mand til lufthavnen, den er god nok det var mig der kørte. jeg elsker at sidde bag rettet og smyge bilen gennem trafikken og kører stortset konsekvent for stærkt, undtagen i byerne, for jeg ved der er en årsag til fart begrænsningen - nemlig den simple at det kan koste menneskeliv!! Jeg kører stærkt, men efter min egen vurdering ikke uansvarligt.

Vi ankom i sidste øjeblik, så afskeds seancen blev ikke særlig lang. Det giver alligevel altid et stik i hjertet og et sug i maven hver gang jeg sender ham afsted. Et kort øjebliks overbevisning om at flyet falder ned og så videre, bevæger sig altid gennem mit hoved. Det er vist bare en af kærlighedens betingelser.

Jeg blev i lufthavnen og ventede til flyet havde forladt landingsbanen og var ude af syne i luften. Syns alligevel det var for tåbeligt at vinke, når jeg godt vidste det var fuldstændig omsonst, men tanken var der.

På vejen hjem kørte jeg ind forbi en cafe og fik en kop kaffe og sad og betragtede alle de fortravlede mennesker omkring mig. Mine planer for dagen var en tur i Irma, en tur langs søen, mærke kulden bide i kinderne, måske ville jeg i stedet køre op til Nordsjælland og gå en tur langs vandet og tjekke vinterbadningen ud, for det ville jeg gerne begynde på igen. Jeg blev siddende et godt stykke tid efter kaffen var drukket. Først skulle jeg hjem og se efter post og rydde morgenmaden af bordet.

jeg rejste mig og gik op og betalte. Satte mig ud i bilen og kørte hjem. Åbnede den automatiske port med et biip og vinkede til portneren der sad og kedede sig, mens han hørte bragende høj musik, han smilede og nikkede tilbage. det måtte være verdens kedeligste job, at sidde der dag ud og dag ind, se bilerne passere ind og ud gennem porten, så vidt jeg vidste havde der aldrig været noget drama - i hvertfald ikke mens jeg havde boet der.

Jeg steg ud af bilen og tog trapperne op, i stedet for elevatoren, som var i brug og jeg gad ikke vente.

Der  var kun en etage tilbage, jeg kunne mærke varmen strømme gennem kroppen. Det var ligefrem dejligt at være ude af lejligheden så tidligt på morgenen.

Vel oppe så jeg at døren stod på klem. Havde vi glemt at smækken den da vi gik? Det var aldrig sket før men en gang skulle jo være den første.

Jeg gik ind. Alt så normalt ud ved første øjekast. jeg gik gennem stuerne, der var ikke noget at bemærke. Jeg blev nervøs, for tænk hvis der var nogen i lejligheden?

Jeg fortsatte alligevel min gang gennem alle rummene. Soveværelset, mit klædeskab. Alt var væltet ud på gulvet og skuffen med mine trusser stod åben. jeg gik hen til den og kiggede ned i den og fyldtes med væmmelse. Alle mine trusser var væk.

Jeg vendte om og gik videre, jeg manglede kun badeværelset og min mands og mit eget kontor.

Kontorene, både mit og hans, var begge endevendt, alle de papirer der havde ligget på skrivebordene lå på gulvet, som om de havde fået et ordentligt puf. Skufferne stod åbne og bar tydeligt præg af at være blevet gennemrodet. Skabene stod åbne og her var billedet det samme. det var umuligt at overskue om der manglede noget. Alt teknisk udstyr var der, det stod urørt, ligesom i stuerne - både tv´er og anlæg stod hvor det hele tiden havde stået.

Jeg kunne mærke en blanding af gråd og vrede var på vej.

Sidste rum skulle undersøges. Badeværelset. Det så meget pænt ud umiddelbart. jeg åbnede skabene. Håndklæderne lå på deres plads, min mands ting stod som de plejede. Jeg kiggede til sidst ind i mit eget. Mine ting var flyttet rundt. jeg gennemgik det nøje. Min ynglings parfyme, den jeg havde fået af min dejlige mand efter han havde været afsted på en lang tur.

Jeg kunne mærke det løbe koldt ned ad ryggen. 

Der var altså ingen i lejligheden, det var jeg overbevist om. Jeg havde mest lyst til at sætte mig ned og græde, ringe efter min mand og få ham til at komme og klare det hele for mig, men han sad jo i en flyver og når han landede, kunne han jo alligevel ikke andet end sige. "Det er jeg ked af at høre!" der var derfor ikke andet at gøre end at handle, som man nu engang skal.

Jeg ringede til politiet og anmeldte indbruddet, de optog rapport og lovede de ville sende en ud og kigge på det. Og selvfølgelig fortalte de mig at jeg ikke måtte flytte rundt på noget, som om jeg var dum, nå, men de har nu alligevel ret, for man har allermest lyst til at skynde sig og rydde op og få det hele til at se normalt ud igen, så helt dumt sagt var det ikke og jeg undlod at sige noget grimt.

Herefter gik jeg ned til portneren, for han havde måske set noget. 

Han så temmelig overrasket ud over at jeg kom og bankede på ruden ind til hans lille lydboks af et bur.

"Du er sgu da lige kørt ud gennem porten!!" udbrød han.

Jeg sank sammen og orkede ikke engang at forklare ham sammenhængen, men bad ham om at låse porten og gå med op.

Han kunne sagtens selv se sammenhængen og blev der til politiet kom og fortalte hvad han havde set.

Jeg fik ringet til forsikringen og skadesanmeldt over nettet og alt det man ellers skal gøre.

Da politiet og portneren var gået, ryddede jeg op og gik ud og købte en buket tulipaner og take away - for det trængte jeg til.

Alle mine planer for dagen gik i vasken.

Her til aften ringede jeg så til min mand og fortalte ham om dagens oplevelser. 

Da han sagde "Nåh, lille pus, det må have været en grim oplevelse" gav jeg los for tårerne og det var dejligt at have ham i den anden ende af røret i mens. 

Det hjalp og nu er det vist ved at være sengetid! 

- Miss B

Bedøvet voldtaget

Det her er svært at skrive – jeg prøver alligevel ...

Jeg listede ud til hoveddøren.

Jeg kunne høre en nøgle blive stukket i låsen – tankerne fløj gennem hovedet på mig og nåede både at runde den naive glæde ved at min mand måske kom hjem som en overraskelse – til den alt opædende skræk over at det var en drabsmand.

Det er utroligt så mange tankerne man kan nå at tænke. Præcis som dengang der var en der kørte direkte ind i siden på mig – jeg nåede dengang at konstaterer at jeg ikke kunne undgå sammenstødet, fordi hvis jeg gjorde bille jeg ramme et par fodgængere forrude, jeg nåede omkring de fysiskelove om to legemers påvirkning af hinanden og derfor trådte jeg på bremsen og ventede bare på at den ramte – og det gjorde den, direkte ind i siden på min bil og trykkede sidedøren pænt ind – eneste mén jeg havde bagefter var enormt ondt i alle muskler – nok mest fordi jeg havde været helt utrolig anspændt i hele kroppen. Det var naturligvis en kvinde, som undskyldte sig med at hun var i gang med at tage solbriller på, derudover anerkendte hun sig hele skylden, for det var hende der ikke havde overholdt sin vigepligt. Så der var ikke mere i det – og min bil fik en ny dør, for hun havde ramt klokkerent og kun døren. Min medpassager var dybt chokeret, hun havde slet ikke nået at registrere hvad der skete.

Jeg stod som paralyseret og så på hvordan vrideren drejede sig og håndtaget blev trykket ned. Jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken.

Jeg nåede at se en sortklædt person med en sort hætte trukket nedover ansigtet, inden jeg blev ramt af et slag der fik mig til at miste bevidstheden.

Jeg vågnede op inden i min seng. Jeg kunne se den hætteklædte mand – han var i gang med at tage bukserne af. Jeg kunne høre hvad han sagde til mig.

Så voldtog han mig, ikke voldsomt, han var faktisk, hvis man kan sige det om en voldtægtsmand, han var meget kærlig og nænsom og brugte kondom.

Jeg kunne ikke sige noget eller bevæge mig, men jeg kunne mærke alt og høre det hele.

Mine ben sparkede og jeg skreg – men der skete ingenting – jeg kunne overhovedet ikke kontrollere min krop.

Da han var færdig, lagde han mig i natostilling og klappede mig på kinden og lagde nøglen til lejligheden på natbordet.

Inden han gik sagde, han ”Pillen virker et par timer endnu!”

Det var verdens længste timer – tankerne fløj rundt i hovedet på mig og jeg har aldrig i mit liv været så bange. Han ville være over alle bjerge inden jeg kunne reagerer – han kunne sagtens nå at forlade landet. Den tanke gjorde mig lidt tryggere også at han havde lagt nøglen på bordet – det betød måske at han ikke vendte tilbage, at han havde fået det han ville opnå.

Låsene skal under alle omstændigheder skiftes ud, det er der ingen tvivl om. Jeg ved ikke om jeg endte med at falde i søvn, men på et tidspunkt kunne jeg bevæge arme og ben igen – jeg har ingen fornemmelse af hvor lang tid der var gået – det var blevet lyst udenfor.

Jeg tager ud til mine forældre nu – jeg bliver i hvert fald natten over …

- Miss B

Klar dig selv Miss B!

Nu eksploderer jeg snart af savn.

Han har så drønhamrende travlt og er fraværende når vi ringer sammen, sandsynligvis er det så hårdt for mig fordi der er sket noget rigtig ubehageligt herhjemme. Indbruddet, det sidder i rygmarven på mig og jeg tænker på det konstant og hver gang jeg får skubbet det væk, skal jeg forholde mig til det igen.

Jeg opdager små detaljer. Er blevet afhørt af politiet flere gange. De tager sagen meget alvorligt og har spurgt mig om jeg føler mig sikker. Hvilket jeg svarede ja til, men jeg er bange og det fylder mere og mere. Jeg sover elendigt om natten og får ikke rigtigt udrettet noget i løbet af dagen. Havde det dog bare været hverdag, så jeg skulle afsted på arbejde og koble fra, snakke med nogle andre om noget helt andet.

Mine veninder kvidrer bare op. Aj, han kunne da godt komme hjem og i den dur. Men det kan han ikke bare. Det fatter de ikke. Det ville være optimalt, men det er ikke sådan det er. Han arbejder i udlandet i øjeblikket og det gør han, det hverken kan eller skal der laves om på.

Jeg var heller ikke kommet hjem, hvis det var omvendt!

Jeg går ud og finder en ny bil i dag – så kan jeg da tænke på det og nyde duften og lyden af de nye biler jeg skal ud og prøvekøre – den skal være lille og lynhurtig ….

Vi ses senere i dag :-)

- Miss B

Ny bil

Jeg fik kigget på et par biler – når nu jeg skal have en ny, så kan den ligeså godt udstråle at den er min, ha´ lidt personlighed.

Min gamle eller den jeg havde, for gammel var den ikke – var en sort Ford Ka, så det var det jeg kiggede efter, en Ford igen.

Jeg faldt ellers for en Nissan i pink, den var flot – men jeg syntes den var en anelse for papkasseagtig at køre i.

Forhandleren fortalte mig at Forden også kunne fås i pink og han viste mig et par billeder – dem som I får lov til at se her...

Nu er jeg i syv sind – for hvilken skal jeg vælge??

Jeg vil gå i seng nu – kan I sove godt i blogland, jeg er så småt ved at lære lidt om hvordan man gebærder sig herude :-)

- Miss B

Vinterbadning

For lige at gøre dagen i går færdig...

Jeg vågnede øm og stiv i kroppen efter en mareridts fyldt og urolig nat, uden søvnens afslappende lindrende virkning.

Med tungt hoved og poser under øjnene og en sammenfalden holdning, der talte sit helt eget sprog om hvordan jeg havde det – gik jeg ud og købte den badedragt jeg manglede og tog herefter hjem og pakkede håndklæde og badekåbe.

Jeg kørte op til Charlottenlund – jeg tog naturligvis bare min mands bil – tjekkede ind på badeanstalten og hoppede ned i det iskolde vand efter en hurtig omklædning.

Vandet prikkede i min hud, så det gjorde helt ondt, jeg dykkede ned under og mærkede, hvordan kulden nærmest pressede sig ind i skallen.

Jeg fik hovedet oven vande igen og snappede efter vejret. Det var næsten umuligt at få luft.

Følelsen af mine ben forsvandt langsom og jeg dykkede ned under overfladen igen. Verden så helt fordrejet ud hernede. Tankerne forsvandt og jeg ønskede ikke at stige op igen, men derimod at lade følelsesløsheden tage helt over.

Et slag ramte min skulder. Jeg steg op til overfladen pr. automatik. En ældre kvinde stod med en bådshage i hånden. Hun råbte højt og skældte en masse ud. Jeg var lettere forvirret, men fik fat i stigen og kravlede op på bådbroen.

Kvinden begyndte, samtidig med at hun småskændte på mig, at klaskede mig på kinderne og ned over hele kroppe. Jeg mærkede varme sprede sig nærmest eksplosivt gennem alle mine lemmer.

Hun smed et håndklæde omkring mig og førte mig ind i det lillebitte omklædningsrum.

Her stak hun en kop te i hænderne på mig og spurgte, hvad i alverden jeg havde gang i.

Jeg fortalte hende om indbruddet og om hvad der var blevet stjålet.

Hun sad og nikkede og kom med små bekræftende grynt, mens mine talestrøm fortsatte i det uendelige.

Da jeg var udtømt for ord sagde hun

”Det var da en værre omgang!”

Og jeg kunne kun give hende ret.

Jeg tog tøj på og sagde tak for hendes tid.

Resten af dagen brugte jeg på at indhente alt det jeg ikke havde nået dagen før.

I nat sov jeg som en baby igen..!!

I aften er det nytårsaften.

Den skal fejres med middag hjemme hos mine forældre og så må vi se om jeg går i brædderne eller om jeg går en tur ud i byens nattelarm …

Godt Nytår!

- Miss B

Aftalebrud

kl- 3.30 lykkedes det – jeg fik respons på sms´erne. De nok ca. 100, måske nok lidt overdrevet, men sammenholdt med antallet af opringninger, ligger det nok ca. deromkring.

”Har det fint, er på vej hjem til hotellet i en taxi!”

Promte ringede jeg op og opkaldet blev besvaret. Der støj i baggrunden, stemmer og nogle der der grinede, musik og motorstøj.

”Det er mig!” sagde jeg og forbindelsen blev afbrudt.

Opringninger, igen, der blev direkte omstillet til telefonsvaren.

”Du skal ringe NU!” indtalte jeg kommanderende og så sendte jeg SMS´er med samme ordlyd.

Jeg konkluderede at han sikkert ikke gad tale med mig når jeg var gal og blev mere tosset.

Vi havde aftalt at kontakte hinanden ved årsskiftet, ca. kl. 24.00, med al respekt for den fest eller der hvor vi nu engang var – af skåltraditioner og kø på mobilnettet osv. men bare deromkring, for lige at ønske godt nytår – ikke andet!

Han kontaktede ikke mig og svarede ikke på et eneste af mine kontakt forsøg.

Jeg fandt den ene logiske forklaring efter den anden og endte med at være pisse gal over at han, ikke var kreativ nok til at finde en løsning.

Jeg blev nervøs og troede der var sket ham noget. Prøvede på at slå det hen, men kunne alligevel ikke lægge mig til at sove, før jeg havde fået forvisning om, at han var okay.

Efter den afbrudte samtale, vidste jeg nu at han var i live, men han skulle ikke dø i synden, han skulle vide at jeg var ved at omkomme af bekymring for, om der var sket ham noget. Jeg ville have at han skulle høre at det var dødhamrende vigtigt at han overholdt de aftaler vi havde indgået, ellers måtte han sige fra inden og ikke indgå dem!

Jeg ringede derfor til hotellet og bad dem om at give ham besked om, at han død og pine skulle ringe, så snart han trådte ind i receptionen – jeg lød meget overbevisende, som kun en vred kvinde kan lyde det.

Der gik en halvtime.

Så ringede min telefon.

Jeg svarede kort og afmålt ”Det er mig!”

En meget undskyldende, brødbetynget stemme lød i den anden ende. En lang forklaring om at telefonen var død og det havde været hyggeligt og at han havde tænkt han ville ringe, men var kommet fra det igen.

Den havde fået forbindelse et kort øjeblik i taxaen, men var gået ud igen.

Jeg fik rablet min frustration af mig – det hele meget hurtig og bestemt.

Han undskyldte og forklarede og undskyldte og sagde han godt kunne se det fra min vinkel.

Jeg var slet ikke i tvivl om han var rigtig flov over sin ubetænksomhed og ligeså stille forsvandt al vreden og jeg var kun glad for han havde haft en dejlig aften – ligesom jeg selv havde haft det

Jeg håber han lærer det, for det handler ikke om at jeg vil kontrollere ham, det er ren og skær kærlighed og omsorg.

Det ved han også godt inderst inde, han glemmer det bare – og det er vist ret typisk mænd, og derfor det bør tilgives engang i mellem :-) men ikke hvis det virkelig handler om ligegyldighed – det gjorde det ikke i det her tilfælde, det kan man altid høre på stemmen.... thats why – SMS´erne med store undskyldninger og kærlighedserklæringer, da er søde og rare – men dem hvor stemmen er med, betyder langt mere - det fedeste er det kroppen kan sige...

- Miss B

/VIPse